Den 35-årige Cana Buttenschøn keder sig aldrig. Hun er iværksætter, forfatter, mor til tre, kone, veninde og en masse andet. Cana har med fødslen af sit tredje barn oplevet at stå midt i sin største lykke og sin største sorg.
C ana Buttenschøn blev uddannet jordemoder som 22-årig. Så stod hun der – purung og klar til at hjælpe børn til verden. Cana blev en del af Hvidovre Hospitals hjemmefødselsordning, mens hendes eksmand Thomas Buttenschøn spillede musik. Så fik de en baby, og de jyske rødder trak i dem. For hvordan kan man ellers jonglere med skæve arbejdstider og et lille barn, hvis netværket er meget langt væk?
Det er gennemgående for Canas måde at være i verden på. At ændre og handle på det, der ikke fungerer eller det, der skaber for meget larm i forhold til de værdier, som hun lever efter. Det mærker jeg tydeligt i samtalen med hende. Jylland gik ikke, de skæve arbejdstider, som holdt hende væk fra hjemmet, gik ikke og forholdet til eksmanden sluttede. Men en masse andet gik virkelig godt. Cana Buttenschøn bor nu på Østerbro sammen med sin mand Simon, deres fælles datter Titte på ni måneder og Canas to store drenge Jens på 10 år og Peter på 7 år.
Iværksætter og forfatter
Cana arbejder ikke længere som jordemoder og har ikke gjort det, siden hun forlod København for at drage tilbage til netværket og rødderne. Da Cana var på barsel med sit andet barn, som sov hele tiden, og den eneste mulighed for adspredelse var en tur i den lokale Brugsen, begyndte hun at blogge. Cana griber det, der kommer forbi og det, der giver hende energi, og så gør hun sig umage:
“Da bloggen eksploderede, var det næste skridt at begynde at skrive nogle bøger. Så nu har jeg skrevet fire bøger de sidste fire år. Så blev mine børn lidt større, og så stiftede jeg Cana Care i 2021, som er hudplejeprodukter, der oprindeligt var tiltænkt gravide, men nu er blevet allemandseje, og jeg sendte 20.000 pakker ud det første år. Det tager lang tid at udvikle produkter, så det har været en del år undervejs. Det har betalt sig at være grundig og ordentlig. Nu er det blevet præcis de produkter, som jeg gerne vil have, og som giver så mange mennesker værdi. Det er det, jeg lever af nu.”
En fødsel og en kræftdiagnose
Midt i iværksættereventyret bliver Cana gravid og føder sommeren 2021 sit tredje barn. Sammen med fødslen kommer også en kræftdiagnose, som vender op og ned på alt i Canas og den lille families verden.
“Mens min virksomhed brager derudad, og jeg er så lykkelig over at skulle føde mit tredje barn, opdager de midt i fødslen en kræftknude. Jeg troede, at livet sluttede der. Det gjorde noget ved mig at ligge der og være i så lykkelig en situation med min lille nyfødte datter og så føle, at jeg samtidig stod med den ene fod i graven. At stå i det paradoks, at man er midt i den største lykke og samtidig midt i den største sorg, det er så hårdt.
Jeg har opdaget, at jeg kan dø. Vi ved det jo godt, men jeg har mærket det. Under min fødsel vidste jeg godt, at det var en kræftknude. Da svaret blev bekræftet to dage efter, var jeg 100% sikker på, at jeg skulle dø. Jeg var sikker på, at kræften i min livmoder var sekundær, så jeg ville sikkert lyse op som et juletræ, hvis jeg kom i en scanner. Det var en kæmpe lettelse at det “bare” var livmoderhalskræft, fordi jeg troede, at jeg havde kræft i hele kroppen. Livmoderhalskræft er alvorligt. Men jeg troede, at det var endnu værre.”
Cana havde fulgt screeningsprogrammet og havde en uge, inden hun blev gravid, fået lavet en smear-test. Men hun har formentlig haft kræft længe – bare uden at vide det, og uden at det blev fanget ved undersøgelser.
“Jeg er igennem mit kræftforløb, og der er ikke mere sygdom tilbage, men efter sådan en sygdom er der et enormt efterforløb – i hvert fald for mig. Om 4,5 år kan lægerne erklære mig rask. Det er en underlig position at stå i. Men det har også givet mig nye perspektiver. Jeg har nu lært at afgive ansvar. Det har jeg haft svært ved tidligere. Men mine prioriteter er nu blevet knivskarpe. Jeg vil ikke bruge min tid på noget, der ikke er vigtigt mere. Så alt hvad jeg kan give fra mig, har jeg givet fra mig.”
HPV vaccine er blevet en endnu stærkere mærkesag
Det er en mission for Cana at udbrede viden om HPV vaccinen. Det har altid ligget hende på sinde, men er blevet endnu mere nærværende nu, efter hun selv har mærket diagnosen på egen krop. Det er en mærkesag at være med til at undgå, at andre står i samme situation, for livmoderhalskræft kan faktisk undgås med HPV-vaccinen.
“Det er jo ikke meningen, at nogen mennesker skal få kræft, men når nu det var, så er det sgu da heldigt, at det var sådan en som mig, der kan bruge det til noget og hjælpe med til, at andre kan undgå det. Jeg skal selvfølgelig bare overleve det …”
Hvilke steder på Østerbro?
● Får du energi? Jeg får god energi af at følge mine sto-
re børn i skole (altså når jeg får lov). Jeg møder så mange mennesker på vejen og smiler så meget de morgener.
● Keder du dig? Jeg har ikke tid til at kede mig. Jeg er nogens mor, nogens kone, nogens veninde, nogens chef og en hel masse andre ting. Jeg keder mig aldrig! Jeg gad godt at prøve at kede mig.
● Møder du de mest spændende mennesker? Der er spændende mennesker over det hele på Østerbro. På Østerbro er der mange, der har taget stilling til sig selv og den måde, de lever livet på. Uanset hvordan man har taget stilling. Altså om man dyrker en vild karriere eller stille morgener med yoga hver dag. Det er spændende med den store diversitet. Fra mit synspunkt er der på Østerbro så mange forskellige mennesker, som alle står ved den måde, de har valt at leve på.
● Vender du altid tilbage til? Nordhavn. Jeg boede der engang, og jeg elsker vandet. Min morgen-luftetur går ofte derned med hund, barnevogn og en god kop kaffe. Det er vidunderligt at starte dagen der.
● Spiser du den bedste middag? Åh, den er lidt farlig, for der er så mange steder, hvor man kan spise forskellige dejlige middage. Men jeg vil nok pege på Bistro Lupa i Marstalsgade, fordi de formår at lave både virkelig pæn og virkelig velsmagende mad, som er plantebaseret. De har truffet et valg og gør det så godt. Hos dem kan man ikke savne kød.
● Har du de bedste snakke? I Fælledparken. Der har jeg gået virkelig meget under mit kræftforløb imellem kemo og stråler. På den første date med min mand, drak vi en kop kaffe, og så vi gik en tur i Fælledparken. Vi kunne ikke blive færdige med at snakke, så vi gik rundt og rundt i Fælledparken. Fælledparken er et virkelig dejligt og betydningsfuldt sted for mig.