For godt fire måneder siden overtog Daniel Christiansen og Ulrik Skiffard de samlede Nybolig-aktiviteter på Østerbro og i Nordhavn i en stor forretning centralt beliggende lige ud til Sortedams Sø på Dag Hammarskjölds Allé 37.
Det har været en travl start for ejendomsmæglerforretningen i hjertet af Østerbro. De to nye ejere har haft kalenderen fyldt med renovering og istandsættelse af de gamle lokaler og med indflytning, så alt var klart til at betjene kunderne. Nu er de sidste kontormøbler samlet, og de flaskegrønne markiser er rullet ud.
“Det er livsomvæltende at flytte. Og lige så spændende det er, lige så hårdt er det også. Det har vi i den grad selv mærket. Derfor er vi også meget bevidste om vigtigheden af at holde vores kunder i hånden hele vejen igennem deres boligskifte. Det er en kerneværdi for os,” siger Ulrik Skiffard.
Ud over at svinge malerpensler og pakke flyttekasser ud, har de to indehavere samtidig haft travlt med at lære deres kunder og nye naboer at kende, da de sætter en meget stor værdi i at være en aktiv del af lokalmiljøet.
Vigtigt at vi hører til her
“Vi synes, at det at være en del af lokalmiljøet er afgørende for at kunne rådgive vores kunder bedst muligt. Men vi synes også, det er vigtigt for, at vi føler, vi hører til her. Man præsterer bare bedre, når man føler sig hjemme. Og det gør vi i den grad,” siger Daniel Christiansen, og fortæller at han, Ulrik og resten af kollegaerne inden længe også indtager Østerbro Stadion:
“Ulrik og jeg har arbejdet sammen i 8 år. Ligesom et fodboldhold, der har spillet sammen i mange år, ved vi derfor præcis, hvor vi har hinanden. Selvom vi er nok til at fylde et helt fodboldhold, nøjes vi dog til en start med bare at se til fra lægterne, når B.93’s fodboldhold løber på banen.”Med en slet skjult reference til Østerbro-klubbens slogan – “Byens Ægte Hold” – har forretningen fået produceret et kæmpebanner til Østerbro Stadion påtrykt teksten ’Byens Ægte Ejendomsmægler.’ “På den måde skal Østerbro jo nok få øjnene op for os før eller siden,” bemærker Daniel Christiansen og griner.
Udviklingen på det københavnske boligmarked giver i det hele taget mæglerduoen grund til at trække på smilebåndet. Her er boligsalget igen kommet op i gear, og købelysten er stor. Samtidig er udbuddet af boliger til salg begrænset, hvilket lige nu er med til at presse priserne op. Det gælder ikke mindst Østerbros ejerlejligheder, hvor den gennemsnitlige salgspris er steget med 10 procent siden december sidste år.
Professionel køberrådgivning
Om du er på jagt efter en hyggelig familiebolig i Kartoffelrækkerne, en 2-værelseslejlighed på Århusgade eller en lejlighed med havudsigt i Nordhavn, står Nybolig Østerbro & Nordhavn altid klar til at hjælpe. “Vi ved, at hver kunde har unikke behov og ønsker, når det kommer til boligkøb. Man kan derfor blandt andet få professionel køberrådgivning, der vil hjælpe med at finde den perfekte bolig og gennemføre handlen på den mest fordelagtige måde. Derudover tilbyder vi vores kunder at blive en del af vores køberkartotek,” siger Ulrik Skiffard. Køberkartoteket betyder, at man får et samlet overblik over alle relevante nye boliger til salg, direkte besked, når en bolig matcher ens behov, direkte besked, når der er åbent hus eller nedsat pris på en af ens favoritboliger samt nem adgang til tilstandsrapporter og andre dokumenter.
“Østerbro og Nordhavn er attraktive bydele i København, der byder på en bred vifte af boligtyper, fra klassiske lejligheder til moderne nybyggeri. Uanset om man søger en lejlighed eller hus, kan vi hjælpe med at finde den perfekte bolig,” slutter Daniel Christiansen.
Se mere på www.nybolig.dk
Nybolig Østerbro & Nordhavn
Dag Hammarskjölds Alle 37 · 2100 København Ø · Tlf. 48 48 21 00 · 2100@nybolig.dk