Levi er en af Københavns mest helstøbte restaurantoplevelser lige nu. Det er et sted, hvor maden smager fuldstændig himmelsk, hvor niveauet er tårnhøjt, og hvor alt går op i en fascinerende, vibrerende helhed.
Af Croque Madame_cph · Mit Østerbro
Levi ligger i indre by, men føles som sit helt eget univers. Et sted med italiensk vintage, art deco, japansk præcision og en moderne storbyvibe. Man træder ind i et rum, der ikke ligner noget andet i København. Det er elegant uden at være stift. Ambitiøst uden at være selvhøjtideligt. Det er fine dining med en friskhed og energi, der gør det levende, urbant og dragende. Den balance Levi mestrer er så fascinerende.
Det særlige ved Levi er også, at man ikke nødvendigvis behøver sætte en hel aften af, selvom man absolut bør unde sig selv det. Man kan lægge vejen forbi til et formidabelt glas vin, en cocktail eller en espresso ledsaget af den efterhånden ikoniske pistaciesorbet med olivenolie. Men lov mig, at du også kommer for maden. For her sker der noget ganske særligt.
Køkkenet tager afsæt i mødet mellem det italienske og det japanske. To madkulturer, der på papiret kan lyde som et modigt greb, men som hos Levi giver fuldstændig mening. Den italienske kærlighed til enkelhed, råvarer og rund velsmag møder den japanske præcision, elegance og sans for balance. Resultatet er mad med dybde, lethed og masser af energi. Man kan vitterligt mærke vitaliteten på tallerkenen. De gode råvarer får lov at stå klart frem, men altid med et lille overraskende twist, der løfter retten et sted hen, man ikke helt havde set komme.
Skaldyr og andre små mirakler
Vi begyndte aftenen med det smukkeste skaldyrsfad, jeg til dato har fået serveret. På et sølvfad, der mest af alt lignede et lille kunstværk, lå østers med agurk og mynte, østers med sakura-røget soja og forårsløg, let grillede kammuslinger, Mazara-rejer fra Sicilien med wasabi og Amalfi-citron, knivmuslingetatar med citron, olivenolie og purløg samt store, flotte fasolari-muslinger med delikate kondimenter. Hertil et glas Louis Roederer Collection 246. Sprødt, komplekst og revitaliserende. Bum. En forbløffende god start, der forkælede alle sanserne.
Dernæst kom tre små serveringer, der på smukkeste vis viste, hvad Levi kan. Grillet romainesalat med ærter, ramsløg og skovsyre. Ved siden af en japansk inspireret takoyaki – en slags salt æbleskive med trøffel og græskar indeni og lardo på toppen. Og så yakitori-grillet kingfish marineret i XO-sauce med friske korianderskud. Det hele blev serveret med en italiensk orangevin, og her begyndte magien for alvor at folde sig ud. Vinen greb de grønne noter, det grillede udtryk og den umamifyldte dybde i serveringen. Et match made in heaven.
Vinene er i det hele taget et kapitel for sig hos Levi. Der er en tydelig kærlighed til Italien, men vinkortet er ikke låst fast. Det føles nysgerrigt, levende og ekstremt sikkert kurateret. Sommelieren har en sjælden evne til at bringe glassene i spil på en måde, hvor de ikke blot ledsager maden, men forstærker den. Formidlingen var også i en klasse for sig. Man får ikke bare vin i glasset, man får åbnet sanserne. Her giver en vinparring virkelig mening.
Næste ret var tortelli fyldt med ricotta og peberrod, serveret med grønne og hvide asparges. Delikat, frisk og umanerligt lækkert. Den aromatiske hvidvin, der blev skænket til, stod forrygende til rettens bløde fylde og grønne sprødhed. Mamma mia.
Så fulgte en af Levis signaturretter. En italiensk friteret risottokugle toppet med japansk wagyu, let flamberet. Sprød, cremet, fedmefuld og samtidig præcis. Man forstår godt, at den har været på kortet siden åbningen. Det er sådan en servering, man husker.
Geniale greb, geniale Levi
Her var vi efterhånden langt inde i det særlige Levi-univers, hvor alt føles nøje gennemtænkt og bemærkelsesværdigt uanstrengt på samme tid. Det er i sig selv overlegent, at maden er på et niveau, hvor man uden tøven tænker Michelin. Men det er letheden, friskheden og den levende energi omkring hele oplevelsen, der gør Levi så elskelig.
Vi sluttede det salte af med et fantastisk saftigt bryststykke af dansk lam, grillet på yakitori-grillen, så kødet fik en nænsom tilberedning med masser af grillsmag. Ved siden af grønkål og en lammesky kogt på resten af dyret. Intenst, generøst og rasende godt. Hertil et kraftfuldt glas rødvin med præcis den tyngde, retten kaldte på.
Og så desserten. Naturligvis den ikoniske pistaciesorbet på en bund af knuste pistacienødder med olivenolie på toppen. Den er næsten et besøg værd i sig selv. Silkeblød, intens og med olivenolien som det lille, geniale greb, der giver både kant, dybde og elegance.
Energi og personlighed
Levi er opkaldt efter den italienske grappamester Romano Levi, der var kendt for sine håndtegnede etiketter og sit helt eget kunstneriske univers. Det er en stemning, vildskab og personlighed, som man mærker. Levi er skabt ud fra en idé om, at en restaurantoplevelse ikke kun skal handle om maden, men at det skal være et helt helstøbt sanseligt univers, som man træder ind i – og bliver en del af. Og det er netop det, Levi lykkes med. At skabe et sted, hvor gastronomi, vin, design og værtskab smelter sammen til noget, der føles både internationalt og meget italiensk. Det er luksuriøst, elegant, levende, menneskeligt og fandens velsmagende.
Servicen fortjener også at blive fremhævet. Den er opmærksom, vidende og afslappet på den måde, der får en aften til at glide ubesværet.
Jeg forlod Levi med en sjælden følelse af at have været et sted, hvor alting sitrede. Maden. Vinen. Rummet. Stemningen. Det hele. Der er en energi på Levi, som er svær at forklare, men let at mærke. En form for vitalitet, der bliver siddende i kroppen længe efter sidste glas er drukket.
Levi har min varmest mulige anbefaling.
Hvor: Ny Østergade 24, København K · www.restaurantlevi.dk