Sara Maria Franch-Mærkedahl

Af Susanne

Nydelse er en vigtig del af den mentale sundhed

Sara Maria har det sidste halvandet år været meget optaget af mental sundhed, og det gør hende trist, at vi som samfund ikke er bedre til at håndtere den mentale sundhedskrise, vi står midt i. Sara Maria kender selv til at have været mentalt udfordret med hendes angstlidelse. “Min nysgerrighed udspringer også ud fra mit eget udgangspunkt med at være i ubalance og at mærke, hvad det gør ved mig. Jeg mister nogle evner og funktioner, når jeg er presset, og jeg nyder at have mange flere kræfter, overskud og mod, når jeg ikke er presset,” fortæller Sara Maria. 

Mental sundhed er en bred og nuanceret størrelse

“Når man først dykker ned i mental sundhed, så finder man ud af, hvor bredt det er, og hvor mange forskellige sider der er af hver mental tilstand. En ting er at have stress, angst, depression og forskellige diagnoser. En anden ting, er, hvad det så også leder til af dårlig søvn, og ens metabolisme og kroppens funktioner påvirkes også af de her tilstande. Mange får også fysiske symptomer, inklusiv mig selv, når man er presset og stresset. Det kan være i form af ubehag forskellige steder og åndedrætsbesvær,” forklarer Sara Maria. 

Sara Maria forstår godt, at det har været et puslespil for samfundet at finde rundt i, hvordan vi skal håndtere den store mistrivsel og hjælpe folk. Hun finder det dog problematisk, at vi oftest bruger ressourcer på at symptombehandle, og at vi har et system, der først er gearet til at hjælpe, når problemet er opstået. “Vi bruger ikke særligt mange ressourcer på at forebygge og på at skabe forståelse og information. Det er trist. Jeg har lige set en del af psykiatrien indefra, gennem nogle andre, og jeg forstår godt, hvorfor patienterne har det dårligt, men jeg forstår også godt, hvorfor personalet ikke har overskud til at behandle dem ordentligt, og det er jo frygteligt. Jeg håber, at jeg får lov til at lave en dokumentar om det en dag,” fortæller Sara Maria. 

Alt om mental sundhed, samlet ét sted

Sara Maria har altid haft et brændende ønske om at hjælpe andre, og endelig har hun haft overskuddet til at gå helhjertet ind i arbejdet med hendes nye mentale sundheds-app, som har været længe undervejs. På den nye sundhedsapp, Melio, kan man, som bruger, dykke ned og finde alt om mental sundhed samlet ét sted. App’en er udviklet i samarbejde med Gitte Høj, som er ekspert i humanernæring og tidligere professionel løber. Sara Maria forklarer, at alt er i lyd og billeder på app’en. “Alt er i podcast- og videoformat, der er ikke noget skrevet materiale. Alt er lavet i relativt korte formater, videoerne er på ca. 4 til 8 minutter og podcasts er mellem 15 og 30 minutter, så man kan tage en hel serie og dykke ned i et emne, eller man kan dele det op, som det passer en.”

Sara Maria fortæller, at der er forskellige fagpersoner og eksperter, der deler ud af deres viden på app’en, så der både er information, inspiration og motivation. “Man bliver taget i hånden hele vejen,” forklarer Sara Maria og uddyber, at der også vil være henvisninger til steder, hvor man kan søge hjælp, hvis man har brug for det. På app’en vil du blandt andet kunne møde psykologer, kropsterapeuter, læger, coaches og hormoneksperter. Den brede vifte af eksperter og fagpersoner vil, ifølge Sara Maria, kunne bidrage til en mere holistisk tilgang til mental sundhed, og netop den helhedsorienterede tilgang er ikke tilfældig. Sara Maria mener, at vi som samfund mangler at se tingene i et mere holistisk og individuelt perspektiv. “En af de helt afgørende ting, der skal til for, at folk skal få det bedre, er nærvær. Følelsen af at nogen har lyst til at gøre noget for, at man kan få det bedre.” 

Sara Maria fortæller, at en af de vigtigste faktorer og kriterier for de eksperter og fagpersoner, der figurerer på app’en, er, at man virkelig kan mærke, at de har hjertet med, og at de ønsker en bedre trivsel for den enkelte.

“Man skal kunne mærke det, og det er også derfor, at det ikke foregår på skrift,” uddyber Sara Maria. 

Sara Maria fortæller med en smittende begejstring, at der hver måned vil være en hovedperson, der fortæller om sin mentale trivsel og mistrivsel på app’en. Det fungerer som et månedsmagasin, forklarer Sara Maria og fortæller, at en af de første hovedpersoner til at åbne op om sin fortælling er Barbara Moleko.

Kunsten at være doven med sine tanker

Dét, der har hjulpet Sara Maria allermest, er metakognitiv terapi. “Det, der er meget specielt ved metakognitiv terapi, er, at man ikke skal gøre noget. Det bedste værktøj, du kan få, er at være doven over for dine tanker.” Sara Maria forklarer, at det drejer sig om, at gøre negative tanker ligeså ubetydelige som enhver anden tanke. Sara Maria trækker på smilebåndet og indrømmer, at det ikke altid er lige let. For nyligt havde hun selv en periode, hvor det var ekstra svært, og sådan er livet jo også en gang imellem, tilføjer hun. 

Nydelse skaber ro i nervesystemet

Nydelse er en vigtig del af den mentale sundhed, og Sara Maria gør mange gode ting for sin mentale sundhed. Hun bader ved Svanemøllen året rundt, går og løber ture i Fælledparken og nyder at slå et smut forbi hendes lokale café, Gotland på Østerbrogade. “En stor del af den mentale tilstand, hvis man skal have det godt, det er, at nyde. Man skal huske at nyde ting, og der er jo masser af nydelse på Østerbro,” understeger Sara Maria. “Når man nyder, har ens stresshormoner svært ved at overleve, for nydelse skaber ro i nervesystemet,” fortæller Sara Maria og forklarer, at det modsatte også er en realitet. “Jo mere vi kan nyde ting og gøre ting, der gavner os, jo bedre trives vi,” fortæller hun. 

Sara Maria voksede op med udkig til marker i Hedehusene, men som 19-årig flyttede hun hjemmefra og til Fanøgade på Østerbro. Nu bor hun, igen, ikke ret langt derfra, i Komponistkvarteret – og hun elsker Østerbro. “Man føler jo lidt, at man er i en landsby, og alligevel så er man jo tæt på byen,” fortæller Sara Maria. 

Sara Maria Franch-Mærkedahl
Sara Maria Franch-Mærkedahl er iværksætter og medejer af den mentale sundhedsapp Melio. Derud-
over er hun også tv- og podcastvært samt forfatter. 
Østerbro anbefalinger: 
Gotland · Baryl · Det rene brød · Juno · Park Bio

Related Articles