Inspiration til jul på Østerbro

Af Susanne

Der er noget særligt hyggeligt over Østerbro i julemåneden når bydelen lyses op af juleguirlander og lyskæder. I år kan du opleve julekunst af anerkendte kunstnere, høre julejazz og nyde gløgg og andre julespecialiteter. Hvad end du er til, så kan du her lade dig inspirere til jul på Østerbro. 

Julekunst, jazz og bingo

Laura Bach Skou, indehaveren af ’Salonen – et levende billede’, har hele året set frem til at jule i den smukke og stemningsfulde café. Det bærer deres mange gode initiativer også præg af. På Salonen kan du nyde lækker økologisk gløgg og julebag, mens du er omgivet af julekunst fra anerkendte kunstnere. Desuden har de i løbet af december arrangeret en bred vifte af aktiviteter såsom julebingo, juleklip, julejazz og et lille julemarked. Følg med på deres Facebook, Instagram eller på deres tavler og skilte i Salonen for nærmere information om deres begivenheder. 

Hvor: Østerbrogade 222 · København Ø. · Instagram: Salonen2100 Facebook: Salonen


Hvor skal du drikke gløgg?

På Hahnemanns køkken kan du nyde gløgg på srilankanske single origin krydderier fra Kandy Spices med mørk rom og økologisk rødvin. Desuden sælger de også lækre vaniljekranse med vanilje fra Kandy Spices og peberkager. Man kan også købe dejen med hjem, hvis man gerne vil nyde duften af hjemmebag. Hahnemann serverer desuden byens bedste flæskestegssandwich, hvor der virkelig er blevet kælet for alle elementerne. 

Hvor: Sankt Kjeldsplads 14 · København Ø. · www.hahnemannskoekken.com


På Bottega Estadio kan du nyde en rom toddy/æblegløgg på mørk rom, æblemost, kanel og stjerne anis til 65,- glasset – to stay eller to go. Desuden har de også en julemenu til 450 kr. 

Hvor: Gunnar Nu Hansens Plads 9 · København Ø. · www.estadio.dk


På Oberra kan du smage Danmarks bedste gløgg 2023. Du skal godt nok et smut til nabobydelen, men det er helt sikkert turen værd. I november måned vandt Oberra og Oliviers & Co nemlig både dommernes og folkets pris ved DM i gløgg i Torvehallerne. Det er også muligt at købe gløgg essensen med hjem fra Oberra og fra Oliviers & Cos forretning på Gammel Kongevej 85 fra d.8. december. OBS det er limited edition, så man skal skynde sig at slå til så længe lager haves. 

Hvor: Skjolds Plads 2, 4 · København N. · www.oberra.dk

Julemarked hos Letz shop

Hos Letz Shop kan du komme til stemningsfuldt julemarked fredag d. 8. december, hvor de byder på gløgg, krydderkager og andre julesmagninger. Fredag den15. december åbner de op for årets julevine, som de anbefaler til højtiden. Både til julebordet og juledagene. Det vil begge dage være muligt at komme forbi og smage fra kl 16. Arrangementerne er gratis og afholdes kl.16, både i deres forretning på Østerbro og Frederiksberg. 

Hvor: Sankt Jakobs Gade 4 · København Ø. · www.letzonline.dk


Af Croque Madame_cph

Croque Madame er madanmelder og deler rundhåndet ud af kulinariske oplevelser på Instagram. Følg med på croquemadame_cph