Discount kan sagtens være lokalt, og i REMA 1000 har de fokus på at sælge danske og lokale varer. Discountkæden ønsker, at vejen fra jord til bord skal være så kort som mulig, bl.a. fordi det giver friskere varer, det sparer på transporten, og så støtter det op om de lokale leverandører.
Når vi køber ind til vores aftensmad, frokost eller morgenmad, er det rart at kunne købe nogle fødevarer, der har en lokal tilknytning, både når det drejer sig om det område, man bor i, og når gælder danske fødevarer. Vi er nemlig kendt og anerkendt i hele Europa for vores fødevaresikkerhed, høje kvalitet og bæredygtighed. Coronapandemien har medført, at vi i endnu højere grad har skærpet vores fokus på det lokale aspekt i forhold til fødevarer. Da verden lukkede ned, fandt vi som forbrugere ud af, at det er godt og vigtigt, at vi herhjemme har en masse lokale, mindre fødevare-producenter, der kan levere gode produkter til os, og som vi bør bakke op om. Det er også holdningen hos discountkæden REMA 1000, som arbejder fokuseret med ansvarlighed i hele virksomheden.
Danmark er et landbrugsland
”I REMA 1000 har vi altid haft meget fokus på de danske fødevarer, som for eksempel dansk fersk kød, fisk og fjerkræ samt vores REMA 1000 mel og havregryn, som både dyrkes, produceres og pakkes i Danmark. Det samme gælder vores mejeriprodukter, hvor vi altid er gået efter danske produkter. Derfor har vi gennem årene fokuseret på vigtigheden af, at Danmark er et landbrugsland,” fortæller indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000, Anders Jensen og bruger som eksempel sagen med at for nogle år siden tabte alle mælkeproducenter herhjemme penge, fordi priserne i dagligvarehandlen simpelt hen var blevet for lave qua den hårde konkurrence. ”Det var vi selv med til, da vi dengang gik efter at være billigst på mælk. Men den hårde priskonkurrence gik ud over producenterne, og derfor valgte vi at lade mælken stige med 50 øre pr. liter. Den 50-øre gav vi direkte tilbage til landmanden. Det skabte en masse debat, men vi fik blandt andet sat gang i diskussionen omkring dansk
mælk kontra tysk mælk,” siger Anders Jensen.
Samarbejde med mindre lokale leverandører
REMA 1000 prioriterer danske varer, hvor det er muligt – også på frugt og grønt. Samtidig ønsker de at samarbejde med de forskellige lokale producenter, forklarer Anders Jensen: ”I forhold til vores størrelse kan det ind imellem være vanskeligt at arbejde med fødevareproducenter, der er meget små, men vi har en masse dygtige virksomheder spredt ud over hele landet. Det gælder for eksempel mindre bryggerier, der leverer til vores butikker i det område, hvor bryggeriet ligger.
Det samme gør sig gældende med forskellige slagtere; I Vestsjælland har vi f.eks. slagtermester Leif Henriksen, der laver en spegepølse, som han leverer til udvalgte butikker i området. Eller det kan være Slagter Lampe i Sønderjylland, der leverer forskellige produkter til butikker i det sønderjyske. På den måde forsøger vi at få de lokale fødevarer ud til de lokale butikker, så vi støtter op om det lokale.”
Åbne op for hvor varer kommer fra
Samtidig er REMA 1000 med til at åbne op for at vise ‘fra jord til bord’, hvor de ud over at gøre vejen fra jord til bord så kort som muligt, også flere steder er med til at give et indblik i, hvor varerne kommer fra.”Ud over det økologiske landbrug Gram Slot, som vi er medejere af, er vi godt i gang med strategiske samarbejder med dygtige producenter. For eksempel Peter og Lenes Frilandsgrise, som er en af Danmarks største producenter af frilandsgrise. Vi aftager alt, hvad de producerer af grise, og her sørger vi for, at så meget som muligt af grisen bliver brugt. Det betyder, at vi både sælger fersk kød og varer som pålæg fra grisen.
Desuden er vi med til at arrangere, at det én gang om måneden er muligt at komme på besøg på deres gård, så man kan opleve grisene ude på markerne,” påpeger Anders Jensen og tilføjer: ”I Nordjylland har vi Rokkedahl Kyllinger, hvor man også én gang om måneden kan komme på besøg og se kyllingerne gå frit ude. Vi er også gået i samarbejde med Vallø Slot i Køge, hvor vi sælger deres økologiske æg og har haft folk på besøg på deres slot. Det hele handler om at fortælle, hvordan man egentlig producerer fødevarer i dag. Mange ved ikke, hvor kyllingen i virkeligheden kommer fra, så vi ser en opgave i at fortælle, hvordan det foregår med fødevareproduktionen,” slutter Anders Jensen.
REMA · Se mere på www.rema.dk