Juletips: fisk, gaveinspiration og motiveret træning

Af Susanne

Peter Koldbys Østerbro favoritter

Til jul shopper Peter Koldby mindst tre slags kvalitetsfisk og finder inspiration til gaver og motiveret træning i lokalmiljøet på Østerbro.

Jeg hedder Peter Koldby. Jeg har boet på Østerbro i næsten 20 år sammen med min hustru Maria. Sammen har vi Isabella på 12 år. Vores univers kredser rundt om vores lille brilleforretning, Koldby Optik, som ligger på Østerbrogade. Som selvstændig erhvervsdrivende er vores engagement dybt forankret i det lokale butiksmiljø og den fremtidige udvikling af Østerbro. Vi tror på, at nærmiljøet i høj grad er medvirkende til at skabe de rammer, som gør Østerbro unik og attraktiv.

Følg Peter Koldby og Koldby Optik på instagram: @peterkoldby, @koldbyoptik


Dagens Fisk

Jeg er vild med Brian og Sannas butik Dagens Fisk. Kvalitet er for mig det vigtigste, når det handler om fødevarer og ikke mindst fisk. Butikkens sortiment er varieret, og servicen er helt i top. Jeg kan anbefale den specielle krabbesalat og den gravede laks. Jeg har købt den så mange gange, at vi nu kalder den ”Et Koldby-Sæt”. Brian har desuden lækre ænder til julemiddagen. Brian og Sanna er selv lokale Østerbro-borgere.

Dagens Fisk, Østerbrogade 156, 2100 København Ø – www.dagensfisk.dk

Hachi Sushi

Når vi nu er i gang med fisken, kan vi jo ligeså godt fortsætte. Jeg har gennem tiden spist masser af sushi. Den bedste, jeg har fået, kommer fra Hachi Sushi. Butikken syner ikke af meget på Rosenvængets Allé, hvilket betyder, at man bliver fuldstændigt overrasket over, hvad butikken præsterer. Æstetikken og kvaliteten går hånd i hånd, og der er ikke sparet på noget. Sushi kan jeg anbefale som fedtfattige appetizers til den alternative Julefrokost.

Hachi Sushi, Rosenvængets Allé 2, 2100 København Ø – www.hachisushi.dk

Letz Shop

Jeg har kendt mesterkokken Daniel Letz i snart 15 år. Er man frankofil, er et besøg hos Letz Shop ved den charmerende Skt. Jakobs Plads et must. Man kan mærke den intense atmosfære, den franske afslappede stil og den kompromisløse holdning til madkvalitet. Til jul må man smage Daniels hjemmelavede laks, som man kun kan blive stærkt afhængig af.

Letz Shop, Skt. Jakobs Gade 4, 2100 København Ø – www.letzshoponline.dk

The Wolfpack Gym

Ovenpå julefrokosterne med snaps og diverse kan jeg anbefale træning hos The Wolfpack Gym. The Wolfpack Gym er ejet at bl.a. Mads Vangsø og Sanni Wulff Vangsø Hansen. Lokale Østerbro-borgere med lokale initiativer. Det kan vi godt lide. Her kan du træne via både klippekort og abonnement. Der er flere træningsformer, du kan vælge mellem, så det passer til dit behov. Træningen er disciplineret holdtræning, som er motiverende for mit niveau. Man tilmelder sig via The Wolfpack Gyms smarte app. The Wolfpack Gyms træningsmiljø fik mig igang med at blive motiveret til at træne.

The Wolfpack Gym, Strandboulevarden 122, 2100 København Ø – www.thewolfpackgym.dk

The General Store

Classensgade er én af de mange sidegader på Østerbro, der godt kan blive lidt glemt. Men her findes flere fremragende butikker. The General Store er en forholdsvis ny lille butik, som tidligere lå på Nørrebro. Indehaveren Sarah har et skarpt øje for æstetik og design, og jeg kan altid finde en gave eller inspiration hertil. Priserne er fornuftige i forhold til den høje kvalitet. Sarah er også lokal Østerbro-borger.

The General Store, Classensgade 20, 2100 København Ø –www.thegeneralstore.dk / @the_general_store_copenhagen

Related Articles