Puccinis La Bohème vender den 16. oktober tilbage til Det Kongelige Teater i en opsætning, der oprindelig blev skabt for 18 år siden af teatrets operachef, Elisabeth Linton. For hende har operaen ikke mistet noget af sin tiltrækningskraft. Tværtimod rummer historien om seks unge mennesker, deres drømme og deres svære valg nogle af de dilemmaer, som vi alle sammen møder gennem livet.
Der findes operaer, man aldrig bliver færdig med. For operachef Elisabeth Linton, som instruerer Det Kongelige Teaters opsætning af Puccinis La Bohème, er det netop sådan et værk. Selv efter 35 års bekendtskab med operaen og adskillige genopsætninger er begejstringen lige så stor som første gang. ”Jeg bliver ved med at synes, at den er lige så god og lige så fin, selvom jeg har hørt den gennem de sidste mange, mange år. Jeg tror ikke, jeg kan blive træt af den.”
Forklaringen skal blandt andet findes i operaens universelle fortælling om ungdom, kærlighed, kunstneriske ambitioner og de valg, der er med til at forme vores liv. Selvom La Bohème ofte bliver beskrevet som en tragisk kærlighedshistorie, ser instruktøren den i lige så høj grad som en fortælling om seks unge mennesker, der står på tærsklen til voksenlivet. De er passionerede, fulde af drømme og fast besluttede på at leve livet på deres egne præmisser. Men de er ikke nødvendigvis parate til at tage ansvar for konsekvenserne af deres valg. ”Vi er eller har alle sammen været unge, og vi kan huske, hvordan det var. Jeg tror, at operaen taler til os alle, fordi den handler om at træffe valg for vores liv og bagefter skulle stå på mål for dem,” siger Elisabeth Linton.
Et ungdomsoprør i Paris
Handlingen udspiller sig i Paris, hvor de fire unge kunstnere Rodolfo, Marcello, Schaunard og Colline lever et fattigt, men ubekymret bohemeliv. De drømmer om at skabe kunst og leve for kærligheden, mens de forsøger at holde samfundets forventninger og voksenlivets forpligtelser på afstand. Bohemelivet var i sin tid en form for ungdomsoprør, som Elisabeth Linton sammenligner med ungdomsoprøret i 1968. De unge kunstnere, der ofte kom fra middelklassen, gjorde oprør mod deres forældres borgerlige tilværelse og forestillinger om uddannelse, arbejde og materiel velstand.
I stedet ønskede de at leve uden faste rammer og ejendele. Havde en af dem en lejlighed, flyttede de andre ind, og når pengene slap op, måtte de finde et andet sted at sove. Kunsten, friheden og kærligheden var vigtigere end økonomisk tryghed. Da Rodolfo møder den unge Mimi, opstår en kærlighed, der imidlertid bliver sat på prøve af fattigdom og sygdom. Også forholdet mellem Marcello og Musetta er præget af stærke følelser og konflikter. For Elisabeth Linton er det især interessant, hvordan de unge forsøger at undvige det ansvar, som voksenlivet før eller siden kræver af dem. Rodolfo ved, at Mimi er alvorligt syg, men i stedet for at forsøge at skaffe penge, arbejde og en ordentlig bolig, vælger han at forlade hende. Først da Mimi ligger for døden, tager vennerne sig sammen og lykkes med at skaffe penge til medicin og lægehjælp. Men da er det for sent.
”Til sidst kan de pludselig finde penge til både medicin og en læge. Men hvorfor kunne de ikke finde pengene to måneder tidligere? Jeg tror, at Rodolfos skrig, da Mimi dør, også rummer en erkendelse af, at han måske har prioriteret forkert og ikke gjort nok.”
Netop den erkendelse er med til at gøre operaen vedkommende, uanset hvor gammel man er. For selvom de færreste lever som fattige kunstnere i Paris, kender alle til at skulle træffe svære beslutninger og efterfølgende overveje, om de valgte rigtigt.
En opsætning med 18 år på bagen
Den aktuelle opsætning af La Bohème blev oprindeligt skabt af Elisabeth Linton til operaen i Göteborg for 18 år siden. Her blev den siden genopsat adskillige gange, inden Det Kongelige Teater købte produktionen for omkring ti år siden. Når et operahus overtager en eksisterende produktion, følger både scenografi, kostumer, rekvisitter og den kunstneriske fortolkning med. Dermed kan en opsætning få et langt liv og nå ud til publikum i flere lande.
I denne version er handlingen flyttet frem til en tid, der minder om 1920’ernes Paris. Det var en periode, hvor den franske hovedstad var et internationalt centrum for kunst, kultur og nye idéer. Tidsforskydningen var imidlertid ikke tænkt som et forsøg på at skabe en historisk korrekt skildring af 1920’erne. Formålet var snarere at bringe karaktererne og deres dilemmaer tættere på et moderne publikum.
For selvom Puccinis opera havde premiere i 1896 og bygger på Henri Murgers fortællinger om bohemelivet i Paris, er det ifølge instruktøren ikke den historiske periode, der er afgørende. Det er de menneskelige relationer og konflikter, som gør historien tidløs.
Relevant i dag
Elisabeth Linton mener, at La Bohème stadig er relevant i dag, fordi den i høj grad handler om mennesker og deres valg. Puccinis opera Tosca, som Det Kongelige Teater opførte for nogle år siden, er også relevant i dag, men den handler i højere grad om politik og om, hvordan kunst kan bruges som et redskab af politiske magthavere. La Bohème handler mere om mennesket selv.
”Operaen stiller spørgsmål om, hvem man ønsker at være, hvad man prioriterer i livet, og hvad der egentlig er vigtigt. Personernes fattigdom er en del af historien, men den er ikke nødvendigvis det vigtigste. Det centrale er deres forhold til hinanden, deres kærlighed og de valg, de træffer,” pointerer Elisabeth Linton.
Stadig lige sjovt at instruere
Efter så mange år med den samme opsætning kunne man måske forestille sig, at arbejdet efterhånden var blevet rutine. Men sådan forholder det sig bestemt ikke. ”Det er lige sjovt hver gang. Det handler om værket og de her karakterer, som er tredimensionelle og virkelig sjove at arbejde med. Jeg tror ikke, man bliver træt af det.”
Denne gang deles arbejdet med genopsætningsinstruktøren Kirstine, som har hovedansvaret for prøverne, når instruktøren selv er optaget af andre opgaver på teatret. Selvom hun har fuld tillid til, at Kirstine kan løfte opgaven, er det svært at holde sig væk fra prøvesalen: ”Jeg ved jo godt, at hun udmærket kan gøre det, men det er virkelig svært at lade være med at være der. Det er simpelthen så sjovt at arbejde med den her opera,” siger Elisabeth Linton.
At La Bohème samtidig er en af de helt store publikumsfavoritter, betyder, at Det Kongelige Teater spiller et stort antal forestillinger. Derfor er det nødvendigt at have to hold sangere til flere af rollerne. En række af teatrets egne solister medvirker i opsætningen, men der er også hentet udenlandske gæstesolister til rollerne som Rodolfo og Mimi. Det skyldes blandt andet, at flere af teatrets faste sangere samtidig medvirker i andre produktioner.
Planlægningen er et omfattende puslespil, som begynder flere år i forvejen. Sangernes roller skal fordeles på tværs af sæsonens forestillinger, så arbejdsbelastningen bliver rimelig, og teatret samtidig har mulighed for at håndtere sygdom og andre uforudsete begivenheder.
Publikum skal også opdage de andre operaer
Selvom La Bohème hører til blandt de operaer, som publikum bliver ved med at vende tilbage til, ønsker instruktøren også at udvide publikums kendskab til genren. Operaverdenen rummer nemlig langt mere end de syv-otte titler, som traditionelt tiltrækker det største publikum. Og ambitionen er ikke at udskifte de elskede klassikere, men at give plads til et bredere repertoire.
”Jeg har absolut ikke lyst til at skifte dem ud. Men jeg har lyst til at gøre repertoiret bredere. Der findes så utroligt meget fantastisk god opera, og jeg vil hjælpe publikum med at opdage, hvor mange andre gode titler der også er,” siger Det Kongelige Teaters operachef.
Hun ser det som en vigtig opgave at bevare kærligheden til de store klassikere og samtidig åbne døren til de mange andre værker, som operakunsten har at byde på.
Og når det gælder La Bohème, er der tilsyneladende ingen fare for, at kærligheden forsvinder. Historien om de seks unge mennesker, deres store drømme og de valg, der får uoprettelige konsekvenser, har stadig lige meget at fortælle.
Handling flyttet til 1920’ernes Paris
La Bohème udspiller sig oprindeligt i 1830’ernes Paris, i en periode hvor det franske samfund var præget af store politiske og sociale forandringer. Middelklassen voksede sig stærkere, samtidig med at arbejderklassen begyndte at organisere sig. I opsætningen flyttes handlingen imidlertid til 1920’ernes Paris – perioden, der ofte kaldes The Roaring Twenties. Det var en tid præget af større seksuel frigørelse, stærkere kvindebevægelser og øget selvstændighed for kvinder. Det var samtidig en periode med stor kunstnerisk udvikling.
Første Verdenskrig spiller ikke nogen central rolle i denne fortolkning. Det skyldes, at fokus ikke er på krig eller politik, men på menneskene og deres relationer. Tidsperioden fungerer snarere som en ramme for historien.
Der er også en interessant forbindelse mellem operaens personer og Puccinis eget liv. Rodolfo er i høj grad baseret på Murger (der skrev bogen, som Puccini baserede operaen på), mens figuren Mimi er sammensat af træk fra to af Puccinis tidligere kærester. Flere af operaens karakterer bygger således på virkelige personer. Det er med til at gøre personerne meget nuancerede og menneskelige, påpeger Elisabeth Linton: ”Netop karakterernes dybde er en af de ting, der gør La Bohème særlig interessant at arbejde med. Man får et tydeligt indblik i, hvem personerne er, og hvad der driver dem. Operaen bliver derfor ikke kun en fortælling om kærlighed og tragedie, men også en fortælling om menneskers valg, relationer og måde at leve på.”