Ordet ”pyt” har den seneste tid fået opmærksomhed. Sundhedsstyrelsen nævner ordet i forbindelse med at forebygge stress. I 2018 blev ordet valgt som danskernes yndlingsord, ifølge Danmarks Biblioteksforening. Du kan endda købe en pyt-knap. Men hvornår er det godt at sige pyt? Og hvornår er det bedst at gøre noget?
Din datter kommer for sent til jeres aftale. Din cykel er flad. Du spilder morgenkaffen. Der er mange hverdagssituationer, hvor det er godt at sige pyt. Situationer som måske slet ikke er din skyld. Og som du helt sikkert ikke kan gøre noget ved. Sket er sket … Videre!
Det giver også mening at sige pyt, når du står i situationer, hvor du kan tilgive dig selv: ”Jeg kom ikke til træning i dag. Pyt. Jeg gør det i morgen.” (Hvis du så rent faktisk gør det). Har du brug for lukke ned for en tankerække, du alligevel ikke han handle på eller plages du af tankemylder, kan et tryk på pytknappen også være effektivt … Farvel og tak!
Sådan skal du ikke bruge ordet
Føler du dig forbigået på jobbet? Spiser du for mange søde sager? Har du mistet en ven? Når noget påvirker dig følelsesmæssigt, skal du ikke sige pyt. Er der noget, du kan gøre, noget du kan sige fra over for eller på anden vis handle på, skal du gøre det. Jeg ved godt, det kan virke skræmmende de første gange, men hvis du hver eneste gang sluger kamelen, siger pyt og går videre, ender din rygsæk med at være alt for tung. Hvis du i stedet for eksempelvis at træne, spise sundt eller ringe til din veninde, bare siger ”pyt” og giver dig til noget andet, er den også gal. Overbruger du pytknappen, kan den nemlig handlingslamme dig på områder, som er gode for dig.
Vælg dig selv til
Jeg møder mange mennesker, som siger ”pyt” så ofte, at de næsten har mistet evnen til at handle på andet end det, som virkelig kræves af dem. Bruger du pytknappen uhensigtsmæssigt, så giv den en ordentlig knytnæve, næste gang, den forhindrer dig i at handle eller reflektere. Og øv dig i at handle på det, som er godt og oplagt at gøre. Ikke vente, ikke udskyde … Handle!
Tænk gerne over, hvordan og hvornår, du bruger pytknappen. Det er kun dig, som ved, hvad der er vigtigt for dig, som ved, hvornår du bliver såret, har fået nok eller har brug for at stoppe tankerne eller bekymringerne. Øv dig i at vælge dig selv til – og vise dig selv, at du er vigtig i dit liv.
Kh Louise
Louise Berner er partner i sundhedsvirksomheden De Uimodståelige, der underviser klienter online i et 12 måneders fysisk og mentalt coachingprogram. Louise Berner har de seneste fire år hjulpet mere end 2.000 kvinder til at finde et stærkere ståsted i deres liv og arbejde, så de har fået nemmere ved at skabe de forandringer, de drømmer om. De Uimodståelige · louiseberner.dk