Filminstruktør og forfatter Anne-Grethe Bjarup Riis er bl.a. kendt som kvinden bag filmmastodontsucceserne Hvidsten Gruppen og Tarok. Og med flere store film i baglommen og en fjerde roman under opsejling er hun i det hele taget en meget produktiv kvinde i kunsten og en åbenmundet kunstner med sine meningers mod. Og så er hun og familien – selvfølgelig – fast forankret i en tilværelse på…ja Østerbro!
“Jeg bor i Willemoesgade. Det er en dejlig gade. Vi købte vores lejlighed i 2002, og jeg kan ikke blive drevet væk derfra. Det er bare et rart sted at være. Folk er søde. Vi bor i stuen og har fået lavet en stor dør ud til gården, hvor alle ungerne løber ind og ud, og om sommeren sidder vi ved langbord og fællesgrill med vores `gårdfamilie´. Fællesskabet i ejendommen er så stærkt, at vi holder fastelavn og dåb og konfirmationer med hinanden. Det er vidunderligt.”
Hvad sætter du ellers pris på ved Østerbro?
”At jeg kan gå ud og lufte hund om morgenen i træsko og morgenkåbe med uglet hår – hvilket jeg også gør. Det giver mig nogle gange en følelse af at være Østerbros tosse, men jeg gør det alligevel – fordi det kan lade sig
gøre hér”, griner Anne-Grethe Bjarup Riis og fortætter:
”Jeg har nogle gange en følelse af at være Østerbros tosse”
”Østerbro har jo bare alt; Søerne, Classens Have og Fælledparken – og ro. Og så ligger byen lige i baggården. Alt er tæt på. Vi cykler rundt til det hele – når vi da ikke lige kører i metroen. Hold da kæft, den metro kommer
til at booste hele vores by. At tage fra Trianglen til Magasin med et trylleslag er jo fantastisk. Så nu har hele familien bestilt rejsekort. Vi skal bare drøne rundt i den metro”.
Instruktør med et brag
Skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis fik i 2012 sin debut som filminstruktør, da filmproducenten Ragner Grasten gav hende muligheden for at instruere Hvidsten Gruppen, en film om den danske modstandsbevægelse – og med en succes, der var enorm.
”Hvidsten Gruppen blev set af over 700.000 i biografen og solgte over 100.000 eksemplar på dvd. Det kom selvfølgelig bag på mig med en succes i det omfang. Jeg var en skuespiller, der fik sin instruktør-debut.”
”Hvorfor skulle hende den dumme, blonde skrige-skinke lave den film?
”Ragner Grasten, der producerede Hvidsten Gruppen, mente, at jeg var den rette til at instruere en film om modstandsbevægelsen, da jeg selv er en person med stærke holdninger – og modet til at stå frem med dem. Ligesom modstandsbevægelsen var det. Så på den måde gav det god mening”, forklarer Anne-Grethe Bjarup Riis og tilføjer: ”Men folk var overrasket over, at det var mig, der skulle lave den. Hvorfor skulle hende den dumme, blonde skrige-skinke lave den film? I stedet for at gå på emnet går folk på min person. Sådan er det bare. Det er så ubegavet.”
Du spiller ikke mere, men arbejder udelukkende bag kameraet som både instruktør og manuskript forfatter. Savner du at spille?
”Nogle gange. Men jeg må prioritere. Og jeg holder på ingen måde af tanken om at give mig selv en rolle i min næste film. Hvorfor skulle jeg det? Det ville være af egoistiske årsager. For mig handler det altid udelukkende om filmen, ikke mine egne behov. Dertil er jeg for seriøs.”
Hvilke projekter arbejder du på lige nu?
”Jeg har de sidste par år skrevet på filmmanuskriptet til svenske Maria Svelands bestsellerbog fra 2007, Bitter Fittan (Bitterfissen, red.). Og nu er jeg ved at lægge sidste hånd på endnu en gennemskrivning, inden vi sender
det ind til Det Svenske Filminstitut. Det er et super gennemarbejdet manus, en såkaldt becoming of agehistorie, hvor man følger den kvindelige hovedkarakter fra barn til voksen i et hjem med brutal ulighed mellem kønnene – alt imens hun opdager, at kærligheden står for skud i forhold til ligestilling. Hun finder ud af, at både mænd og kvinder er ens, at alle kæmper med de samme ting. Det er en fed historie. Og jeg tror også,
at jeg er den helt rigtige til at instruere den”, lyder det selvsikkert med henvisning til at være en kvinde af sine meningers mod.
”Jeg kan bare ikke se, hvorfor man ikke tror mere på kvinden til at begynde med”
”For selvom der har været en Metoo-bevægelse, er der stadig ikke ligestilling. Det Danske Filminstitut er jo et tydeligt eksempel, hvor kun to ud af 13 kommende film har en kvindelig instruktør. Mænd kommer ind i filmbranchen med masser af selvtillid. Det er klart, det er jo dem, som er født med en sølvske i røven, hvor kvindernes usikkerhed bunder i, at de skal kæmpe mere for at opnå de samme ting som mændene. Derfor er kvinderne mere famlende end mændene. Jeg kan bare ikke se, hvorfor man ikke tror mere på kvinden til at begynde med. Fordel nu bare pengene ligeligt. Der er jo publikum til at se verden fra en kvindes syn. Vi udgør trods alt 50% af befolkningen. Så mon ikke der er en efterspørgsel på det.”
Føler mænd sig intimideret af dig, tror du?
”De er måske bange for mig. Det ved jeg ikke. Jeg er faktisk rigtig sød. Jeg er også bare kvik i pæren”, smiler den kvindelige instruktør, mens hun kaster håret i de rette, alvorlige folder.
En rygsæk fuld af lort
Anne-Grethe Bjarup Riis er en kvinde fuld af selvtillid. Men hun er samtidig en følsom mor, der for nogle år siden fik beskeden, at hendes søn havde kræft – et forløb, som hun har sat ord (og billeder) på.
”Jeg er ved at færdiggøre min fjerde roman, som handler om min søn Gilberts cancer-sygdom. Men det jeg egentlig vil fortælle med den er, hvad sker der med en familie, der kommer i krise. Der sker noget med ens omgangskreds. Folk har svært ved at være til stede. Det er en kulturel ting, at vi i vores kultur fjerner os fra nogen, der er i krise. Det synes jeg er vanvittig interessant. Og virkelig mærkeligt. `Du ringer bare´, siger de.
Og pludselig skal jeg være den aktive i en tid, hvor jeg slet ikke har overskuddet til at være det”.
”Vi er ikke blevet stærkere sammen af det her. Vi er pisse svage og ramte”
Bliver du provokeret af, at folk spørger dig, om ikke dig og din familie har lært en masse om jer selv i sådan et sygdomsforløb?
”Min søn er rask nu efter to års kemote rapi. Det er selvfølgelig vidunderligt. Men man kan slet ikke forestille sig, hvor hårdt det er. Krise lader til at være tabu. Det handler konstant om at finde de positive ting i det, man står med. Men jeg har en rygsæk med lort i. Og selvom vi stadig går til psykolog, er det bare lort – udelukkende lort. Vi er ikke blevet stærkere sammen af det her. Vi er pisse svage og ramte. Vi er i knæ, og der er intet positivt at hive ud af det. Intet”, fortæller Anne-Grethe åbenhjertigt og fortsætter:
”Jeg synes, der i vores kultur og samfund er en tendens til at negligere vores smerte. Hele tiden. Og at skrive om det heler ikke. Jeg sidder litterært med det. Men jeg er ved at klippe en film, hvor jeg har fulgt ham gennem sygdommen. Dét er materiale, der smerter, kan jeg sige dig. Men det visuelle healer. Det kan jeg mærke”.