Medarbejderne skal have et helt liv

Af Susanne

Revisionsfirmaet Mazars, der har kontor på Midtermolen, har stærk fokus på, at medarbejderne har et helt liv, og at de selv er med til at tilrettelægge deres arbejde i forhold til, hvor de står i tilværelsen.

Da jeg træder ind ad døren til de lyse og åbne kontorlokaler ud til Nordhavns Midtermolen, forventer jeg, at Pia Lillebæk, Managing partner i revisionsfirmaet Mazars, vil tale om børsnotering, regnskaber og økonomisk lovgivning. Men nej, Pia Lillebæk har bæredygtighed på sin dagsorden. Ikke den klimamæssige vinkel på bæredygtighed, som de selv- følgelig også har fokus på, men i stedet på bæredygtighed i måden, Mazars agerer i forhold til sine medarbejdere og sine kunder. Og i forhold til lokalområdet, hvor Mazars udfører frivilligt arbejde for at give noget tilbage til Østerbro.

“Vi ønsker at sætte fokus på, at man kan arbejde anderledes i vores branche. Da vi etablerede Mazars i Danmark i 2007, var det med udgangspunkt i at indføre worklife balance (trivsel på arbejdspladsen og overskud i hverdagen, red.). Da Robert Mazars startede sin revisionsvirksomhed i 1945, var etik, uafhængighed og diversitet en vigtig del af hans dagsorden. Diversiteten handlede om nogle kulturelle synspunkter og om generationer, som han temmelig unikt gik meget op i dengang. Den tilgang har vi taget med os i ledelsen af virksomheden. Vi går nemlig glip af nogle kompetencer, hvis vi ikke lader folk byde ind med deres kunnen, uanset hvor unge eller for den sags skyld hvor gamle, de er. Det kalder vi bæredygtighed, da vi er overbeviste om, at det får vores medarbejdere til at blive hos os i lang tid. At arbejde hos os handler ikke om, at man er her i kort tid for at blive uddannet i revisionsbranchen, men at man udvikler sig kontinuerligt over lang tid,” siger Pia Lillebæk.

Indflydelse på sit arbejde
Mazars’ udgave af intern bæredygtighed handler blandt andet om sociale mål og mål på ledelsesniveau. Det er ret anderledes sammenlignet med andre virksomheder i branchen, mener Pia Lillebæk: “Hos os har man indflydelse på sit arbejde. Vi er forskellige steder i livet på forskellige tidspunkter, og det er vigtigt, at man kan tilrettelægge sit arbejde i forhold til det. For os er det helt centralt, at man kan få familie- og fritidslivet til at spille godt sammen med sit arbejdsliv. Som medarbejder hos os skal man tage stilling til sin situation og handle på den. Vi synes for eksempel ikke, at det nødvendigvis er godt, at man har en hel masse overarbejde. Man skal kunne bruge sin tid bedre og ikke mindst kunne prioritere rigtigt. Vores medarbejdere kan godt have en del overarbejde i perioder, men det skal ikke være en vedvarende tilstand,” pointerer Pia Lillebæk.

Tænke på andre end sig selv
Den holdning betyder, at man med 35 medarbejdere, som der i dag er ansat i virksomheden, skal forholde sig til 35 individualister, og at man derfor er nødt til at tænke mere på andre end sig selv, når man skal tilrettelægge sit arbejde. Folk, der er opvokset i revisionsbranchen, er ikke vant til, at de selv kan være med til at tilrettelægge deres arbejde, mener Pia Lillebæk. “Der er en kultur, som vi skal arbejde med, men jeg synes, at muligheden for at have et helt liv hos os er utrolig vigtig, og jeg håber – og oplever – at folk, der starter som elev her, bliver hos os, fordi de har lyst til det og kan udvikle sig løbende. Vi og vores kunder bliver ved med at stille krav til vores medarbejdere, og man er også forpligtet over for sit team, så man både har en frihed og mødes af en række forventninger og krav i sit arbejde hos os,” siger Pia Lillebæk, der tilføjer, at et af hendes store mål inden hun går på pension, er at indføre en 4-dages arbejdsuge i Mazars “forhåbentlig til samme løn som en fuldtidsarbejdsuge.”

Fortæller om personlig økonomi
Pia Lillebæk er revisor for flere NGO’er og er herigennem blevet inspireret til, hvordan Mazars kan hjælpe lokalområdet med sin store viden om økonomi. Derfor har de valgt at tage rundt på områdets skoler og fortælle lidt om, hvad økonomi egentlig er for en størrelse. Hvordan læser man sin lønseddel, hvad vil det sige at lave et budget, er moms og skat relevant for mig, og hvad er åop egentligt? Alle sammen økonomiske spørgsmål, rigtig mange unge ikke ved ret meget om.

“Vi har været på besøg hos skoleklasser helt ned til 2. klasse og op til de store gymnasieklasser, og det er sjovt at opleve, hvad de hver især synes er relevant at vide om økonomi. Det er rart, at vi på den måde kan give noget tilbage til vores dejlige lokalområde,” slutter Pia Lillebæk.

Til stede i 90 lande
Mazars blev grundlagt i 1945, da Robert Mazars startede sit revisionsfirma i Rouen, Frankrig. Fra de oprindelige beskedne kår har Mazars udviklet sig til en international organisation med over 44.000 ansatte på tværs af 90 lande og regioner. Mazars har været repræsenteret i Danmark siden 1994, og fra 2007 til i dag har partnerskabet bestået af de to statsautoriserede revisorer Pia Lillebæk og Kurt Christensen, som er med i ledelsesteamet sammen med director Marie Gunni Bergh. Mazars beskæftiger sig blandt andet med revision, regnskab, outsourcing, økonomi- og skatterådgivning.


Mazars · Midtermolen 1, 2 tv. · Tlf. 35 26 52 22 · www.mazars.dk

Related Articles