På Østerbro, helt præcist en lille gåtur fra Ryparken station, ligger der en skole, hvis elever måske er landets mest tilfredse. Under alle omstændigheder har de en skoledag, man som voksen godt kan misunde, hvis man kan lide motorik og sport. Jeg skal møde Kaya og Sean fra 5. klasse her på Københavns Skole & Idrætsakademi på Østerbro, og hvis jeg har forstået det korrekt, så lærer de også dansk, matematik og alle de andre traditionelle skolefag. Men nu skal jeg sludre lidt med dem, og så kan de jo selv fortælle mig om deres hverdag.
Jeg ankommer til skolen omkring kl. 11 og venter på Kaya og Sean i et fællesområde og tror først, at der er frikvarter, fordi en del elever fra forskellige klassetrin sidder eller endda ligger på store puder og madrasser.
Det slår mig pludseligt, at de laver lektier eller opgaver, og at der ikke er larm, ingen drillerier eller højlydte udbrud, der kan forstyrre andre i at koncentrere sig. Et par stykker taler ganske vist lavmælt sammen, mens de sidder bøjet over en computer. Jeg tæller toogtyve unge mennesker i vel fire forskellige klassetrin, der formår at sidde eller ligge stille og gøre det, de er sat til, uden at lærerne er til stede. Jeg ved ikke, om det er imponerende eller det bare er hverdag her, men jeg ved dog, at sådan var min egen skole absolut ikke. Jeg studerer de forskellige elever, som enten er i skoleuniform, hvilket vil sige en træningsdragt med et blåligt logo, eller i privat tøj, og er spændt på at se, hvad de to unge mennesker, jeg har sat i stævne, er iført denne kolde onsdag i februar.
Københavns Skole & Idrætsakademis skoleleder, Johnny Wetterstein, ankommer med Kaya og Sean og leder os ind i skolens madkundskabslokale. Her forlader Johnny Wetterstein os, og jeg betragter de to unge mennesker, som udstråler et eller andet, jeg ikke kan sætte fingeren på. (Nu ved jeg hvad det var jeg så, da jeg mødte dem første gang – glæde, vaskeægte glæde). De smiler lidt genert og sender hinanden det indforståede blik, man har når man er gode klassekammerater.
Hej rødder, hilser jeg og giver dem en ”femmer” i stedet for et håndtryk, fordi jeg tænker, at så er jeg da ung med de unge. Det var jeg nu ikke, kunne jeg godt se på deres smil. Men skønt de vel nok morede sig lidt over mig, var de på ingen måde uforskammede, hvilket jo var en udmærket start.
Er det jer der spiller ishockey? spørger jeg i et forsøg på at være sjov. “Det vil min tennistræner blive ked af”, siger
Kaya og smiler. “Jeg har spillet ishockey en gang for mange år siden”, siger Sean. Jeg gransker den unge mand og spekulerer flygtigt på, hvor mange år siden, det mon kan være for en gut, der går i 5.klasse. Men han smiler stadig, så jeg beder dem tage plads omkring det der nok kaldes katederet.
Nå, siger jeg og kigger skiftevis på dem. Fortæl mig om din hverdag, Kaya. “Kaya nikker og fortæller, at en god dag for hende starter med at morgentræne i et par timer. Derefter begynder den almindelige skolegang, og når jeg har fri,
træner jeg tennis i min klub”.
Og sådan ser alle dine dage ud? ”De fleste. Vi har fire træningspas her på skolen, men et af dem er fysisk træning, og
tre – fire eftermiddags træningspas i klubben. Og vi har fuldt skoleskema som alle andre på vores alder,” indskyder Kaya.
Javel ja, mumler jeg og betragter disse velopdragne sportsbørn et langt øjeblik. Men er det ikke hårdt? Kaya nikker og siger, “at selvfølgelig var det hårdt, men når man godt kan lide, det man laver, er det ikke så hårdt, som det lyder.
Det er vel langt hårdere end på alle andre skoler? ”Det ved jeg ikke, jeg er født her på akademiet.” Født på… akademiet? Kaya nikker. “Det kalder vi det til hverdag. Kaya forklarer smilende, at hun startede i 0.klasse
på akademiet og derfor ikke kender til andre skoler.
Jeg kigger på Sean. Og hvad med dig, er du også af egen avl? Sean ryster på hovedet og siger, at han har gået nogle år på en anden skole. ”Min gamle skole var nu god nok, men min klasse var lidt urolig og jeg ville gerne herud.”
Herud? Sean nikker. Til akademiet. Nå, sådan. Sean fortæller, at han havde hørt meget godt om akademiet fra nogle andre tennisspillere, som gik her.
Og så skiftede du? ”Ja, eller nej. Det kan man ikke bare gøre. Man skal først til optagelsesprøve i tennis, og så skal man være dygtig nok i skolefagene til at bestå akademiets krav.”
Så du kan ikke komme ind, selvom du er den nye Bjørn Borg, hvis man er elendig til f.eks. dansk og matematik?
Sean trækker på skuldrene, sikkert mest over at han ikke rigtig ved, hvem halvfjerdser-ikonet Bjørn Borg er. ”I sidste ende er det skolen, der bestemmer, om du er egnet.”
Det slap du for, siger jeg til Kaya, der nikker og smiler. Men hvordan vidste du, Kaya, at det var tennis, du ville spille, hvis du startede her i 0.klasse – ved man den slags? Næ,” siger Kaya. Det tror jeg ikke. Men selv i de små klasser bevæger man sig meget her på akademiet og prøver en masse forskellige ting – Og jeg faldt omgående for tennis.”
Du tog bare en ketsjer og vidste, at det var din sport? “Min far lokkede mig,” indrømmer Kaya og ler kort.
Far ved altid bedre, mumler jeg, men ryster straks på hovedet, da Kaya ser forvirret på mig. Og din far havde
ret? Hun nikker ivrigt og bevæger armen, som har hun en ketsjer i hånden. ”Det var som om, jeg smeltede sammen
med ketsjeren allerede efter de første par slag.”
Æhh, ja, svensk tennis var kæmpestort i gamle dage,” mumler jeg og kigger på Sean. Men du, Sean, sagde, at
du havde spillet ishockey, ikke sandt? Jo, smiler Sean.
Men hvorfor skiftede du? Der var noget ved tennis, der trak i mig,” siger han eftertænksomt. Kaya nikker og vil
gerne sige noget, men jeg peger på Sean.
Hvad var det med tennis, der trak i dig? ”Jeg tror, det er det der med, at man er alene om at vinde”.
Det er man vel også, når man taber? indskyder jeg. Sean nikker og Kaya tilføjer, at glæden ved at være alene om at vinde, er langt større end ærgrelsen, når man taber. I hvert fald som barnespiller,” slutter hun og nikker til mig.
Hvordan det? spørger denne skribent, der kender absolut mest til fodbold. ”Fordi,” siger Sean, og jeg retter blikket mod ham med følelsen af at være til en tenniskamp, hvor bolden skiftevis bliver slået fra Sean til Kaya og tilbage igen. ”Du kan være virkelig dygtigt til tennis, men alligevel tabe til en modstander fordi denne er en halv meter højere end dig
og slår meget hårdere til bolden.”
Det kan man jo også i fodbold, indskyder jeg og mente selv, jeg havde et fornuftigt argument. Tabe til en større modstander, mener jeg. ”Ja, siger Sean, men der har du sikkert nogle holdkammerater, som også er større end dig. I tennis har du kun dig selv.” ”Du er alene på banen,” forklarer Kaya. ”Du måles kun med dig selv – det er det, som er så fantastisk ved tennis.”
Det er en underlig følelse at sidde samme med to akademi-elever, der virkelig er velbevandrede i deres sport og kan forklare en fodboldmand som mig lidt om deres verden.
Hvad er det bedste ved at gå her på akademiet? spørger jeg og kigger på Sean, der omgående svarer: kammeraterne og tennis, mens Kaya tilføjer: lærerne.
Lærerne? udbryder jeg, hvilket var det sidste, jeg havde regnet med, at en skoleelev ville rangere blandt det bedste ved en skole. De kan være strenge, men de er virkelig gode.”
Gode? Jeg kigger på Sean. Mener du også det? Sean trækker på skulderne og tilføjer, at der i hvert fald ikke er samme uro som i hans gamle klasse.”
Hmmm, hvad er dit yndlingsfag, Kaya? ”Dansk!” siger hun uden at tøve og den slags får altid enhver skribent til at smile henrykt. Det gør denne skribent også endda bredt. ”Jeg elsker at læse og skrive,” tilføjer hun.
Du taler til koret,” mumler jeg og ryster på hovedet, da hun ser forvirret på mig, og kigger på Sean. Og dig, Sean? Matematik,” svarer han. Det er helt vildt sjovt.”
I fortalte, at jeres skolelærere godt kunne være strenge,men at I synes de er gode, ikke sandt? De nikkede begge to
og jeg fortsætter.
Hvad så med jeres tennislærer? “Niles kan godt være hård,” siger Sean. ”Men han er virkelig dygtig.” Jeg nikker og ser på Kaya, der tilføjer at Niels også er god til at hive en op, hvis man er lidt nede.
Javel ja, mumler jeg. Op hvis man er nede. Jeg ser skiftevis på dem begge. ”Har I andre trænere end Niles? De nikker begge to og taler for første gang i munden på hinanden, mens de refererer til en Morten og en Claus, der som Niels forstår at hive en op, hvis man er nede. ”Selv vores fysioterapeut er god til at …,” siger Kaya, men tier da jeg afbryder hende.
Har I også jeres egen fysioterapeut? Jeg forstår, at det vist er ganske normalt, da de begge bare nikker.
Selvfølgelig har I det, mumler jeg og kigger atter i mine noter, hvor jeg har kradset nogle tennisudtryk ned, som jeg aldrig har hørt før, som jeg nu vil forsøge at forvirre dem med.
Sikken en moon ball, hva’, Sean? ”Moon ball,” siger Sean. ”Mener du et loop, der lander tæt på baglinjen?” Det ved jeg ikke, om jeg gør førend, jeg har tjekket med mine noter.
Ja ja, siger jeg så og kigger på Kaya. Man får jo helt lyst til en bagel, ikke? Den man spiser eller at tabe 0-6 eller vinde 6-0?”
Det ved jeg jo heller ikke rigtigt, før jeg lige får tjekket noterne, men nikker så og skæver til dem begge på skift: Æhh, en chopper? De kigger lidt forvirret på mig, sikkert over at jeg sidder og rabler tennisudtryk af mig, som selv tudsegamle tennisspillere vel ikke har hørt så tit.
Den var svær, hva? jubler jeg og vil fortælle dem, hvad der står i mine noter, da Kaya sagde ”En slice, ikke?” ”Med backspin,” tilføjer Sean. Jeg nikker forbløffet. Jo jo, den er god nok.
Nå, men hvad drømmer I så om, har I også styr på det?” For første gang er de ikke helt enige. Sean vil ikke sætte barren alt for højt for ikke at blive skuffet og ville tage det, som det kommer. ”Men jeg vil nok altid spille tennis, og så må vi se, hvor langt jeg når.”
Kaya derimod er mere målrettet og siger lige ud, at hun vil prøve at komme helt til tops, hvor det er rigtig sjovt. ”Jeg drømmer nogle gange om, at jeg holder en vindertale,” siger hun og er end ikke genert over at indrømme sine ambition. Det ved jeg, hvad er og nikker. ”Ligesom Caroline Wozniaky?” Kaya smiler og nikker beskedent, men det er tydeligt, at hun mener det.
Og bringer akademiet jer så på landsholdet? spørger jeg og ser dem begge blive en smule spekulative. ”Hvem ved,” svarer Sean. Kaya nikker og tilføjer, “at akademiet i hvert fald gør vejen lettere”.
Jeg nikker og betragter dem, og pludselig forstår jeg, hvad det var jeg omgående lagde mærke til, da jeg så dem første gang: Glæde – enorm glæde over at deres sport og skole går hånd i hånd. Jamen, sukker jeg og overvejer at opdigte et tennisudtryk bare for at se deres forvirring, men undlader. Så kan jeg vist ikke lære jer mere om tennis.
Københavns Skole & Idrætsakademi · Gartnerivej 9 · 2100 Kbh. Ø · Tlf. 50 50 87 93 · Du kan læse mere på www.kbhakademiet.dk