På Østerbro, på grænsen til Hellerup, ligger Københavns Skole & Idrætsakademi, som er en skole ud over det sædvanlige. Her produceres der landsholdsspillere på samlebånd. Eller det vil sige, at det er eleverne selv, der dygtiggøre sig til netop den fornemste titel af alle: Landsholdsspiller! Og det gør de ved at træne fodbold fire gange om ugen i skoleregi, ledet af tidligere superligatræner, Henrik Jensen, og sammen med ligesindede drenge og piger.
For at finde ud af hvordan det er at gå i sådan en skole, har vi sat Sarah i stævne, som er, ja, lands-
holdsspiller in spe. Vi mødes på Gartnerivej, en kort gåtur fra Ryparken station, med Johnny Wetterstein, som er en af skolens grundlæggere og selv brænder for fodbold. Skolen har tillige tenniselever og nyeste skud på sportsstammen er ishockey-elever. Men i dag skal jeg tale med Sarah fra 7. klasse, som er bidt af en gal fodbold og høre, hvorfor hun valgte at gå på Københavns Skole & Idrætsakademi.
Johnny Wetterstein henter Sarah i en af klasselokalerne, og vi sætter os sammen i billedkunstslokalet og begynder på samtalen om fodbold og skole, der på denne adresse går hånd i hånd.
”Nå, Sarah,” siger jeg og smiler til den lyshåret pige på 13 år, der er iført blå træningsbukser og en akademitrøje – et fremragende billede af en moderne fodboldpige på et fodboldakademi. ”Hvor mange år har du så spillet fodbold?”
”Fem-seks år,” svarer Sarah og fortæller, at det var en klassekammerat, der i sin tid spillede fodbold i HIK (Hellerup Idræts Klub), som lokkede hende med til træning. ”Men før jeg startede i HIK, havde jeg ikke beskæftiget mig ret meget med fodbold.”
Sarah smiler lidt genert og fortæller, at hun egentlig ikke anså sig selv som en dygtig fodboldspiller, men at hun
blot elskede at spille.
”Men da min træner sagde, at det var på tide, at jeg begyndte at træne opad med piger, der er to år ældre, gik det op for
mig, at det var jeg nok,” siger Sarah. ”Og nu træner jeg i FC Nordsjælland.”
Jeg kan ikke lade være med at være en smule imponeret, i og med at jeg ved, at hun samtidig morgentræner fire gange om ugen på Københavns Skole & Idrætsakademi – og derudover har et fuldt skoleskema med alle de traditionelle fag.
Men Sarah fortæller, at sådan er en normal uge, og at hun derfor forsøger at passe både sin sengetid og sin kost, så hun kan præstere optimalt både på banen og i klasselokalet. Sarah må have set mine store øjne, for hun smiler atter genert og fortæller, at lærerne af sammen grund forsøger at ordne det sådan, at mange af skoleopgaverne kan laves på skolen.
Det synes jeg jo er en glimrende løsning og nikker, men stiller alligevel forældrespørgsmålet. Har I nogle gode lærer?
”Ja,” siger Sarah og nikker. ”Men de er skrappe – nogle gange lidt for skrappe, synes jeg. Men inden man starter på akademiet, får man at vide, at skolen ikke accepterer fodboldtosser, men at man skal yde sit bedste i alle fag.”
Det har jeg ikke rigtig nogen mening om og spørger hende i stedet, hvordan hun kom til at gå på skolen. Sarah fortæller, at hun en dag fik øje på en pige i HIK, der havde en hættetrøje på, hvor der stod Københavns Skole & Idrætsakademi. Og da hun opdagede en fodbold i logoet, blev hun nysgerrig og spurgte ind til skolen.
”Da jeg fandt ud af, at det var et fodboldakademi, fik jeg mine forældre til at kontakte skolen. Så kom jeg til prøvetræning hos Henrik (Henrik Jensen) og gud, hvor var jeg nervøs.” Sarah smiler sit lidt generte smil og fortsætter.
”Men jeg bestod heldigvis, og så skulle jeg til en skolesamtale for at høre om akademiets faglige krav, og nu er jeg her.” Sarah kigger sig omkring og ser derefter stolt på mig. ”Og nu er jeg udvalgt til DBU´s U14-samlinger og er gået videre til næste trin.”
Jeg ved jo allerede, at der er en del som Sarah på Københavns Skole & Idrætsakademi, men det gør ikke hendes historie mindre fantastisk af den grund – tværtimod. Det er jo en drengedrøm – eller i Sarahs tilfælde, en smuk pigedrøm, der er på vej til at gå i opfyldelse.
Hvordan er det at være en del af en landsholdsfabrik? spørger jeg lidt beruset af tanken om DBU og velvidende, at der jo er langt fra DBU’s U14-samlinger til det endelige damelandshold, hvor nåleøjet er mikro-skopisk. Sarah svarer omgående, at det er megasjovt, og at hun nok ikke havde været til DBU-samlingerne, hvis ikke hun havde opdaget Københavns Skole & Idrætsakademi.
”Fodbold fylder meget for mig, og der er ganske sikkert nogle af mine gamle klassekammerater, som nok blev lidt trætte af at høre mig snakke om min sport.”
Det gør dine nuværende klassekammerater vel ikke?
Sarah ryster leende på hovedet og fortæller, at alle på akademiet er bidt af sport. ”Selv i frikvartererne spiller vi bold, og det er så befriende at kunne dele glæden ved sin sport med så mange andre.”
Hun bruger ikke ordet ”ligesindede” eller siger, at lige børn leger bedst, men det er de tanker jeg får, når Sarah fortæller om sin hverdag, og jeg mærker den ægte glæde, hun udstråler. Jeg nikker og spørger Sarah, om hun har et godt råd til alle andre, der som hende, føler sig lidt for fodboldnørdet i sin klasse.
”Find en fodboldskole,” siger hun kort og godt. ”Jeg ville ønske, jeg selv havde skiftet tidligere.”
Tak til Sarah
Jeg takker Sarah mange gange for at måtte hive hende ud af den normale undervisning og spørger lidt tilfældigt i den forbindelse, hvad hun tænker, at fremtiden bringer.
”Sikkert en sportsefterskole, og derefter, hvis jeg er god nok: At kunne leve af at spille fodbold.”
Jeg nikker ivrigt, for det er vel de fleste fodboldspillers drøm, men ikke alle har så stor en sandsynlighed for at den går i opfyldelse som Sarah. Om det bliver FC Barcelona for Sarahs vedkommende, ved hun af gode grunde ikke endnu, men det hun ved, er, at det kommer til at kræve blod, sved og hårdt arbejde.
”Og det lærer vi på akademiet,” når Sarah at tilføje inden hendes lærer hiver hende tilbage til undervisningen.
Københavns Skole & Idrætsakademi · Gartnerivej 9 · 2100 Kbh. Ø · Tlf. 50 50 87 93 · Du kan læse mere på k www.kbhakademiet.dk