Lørdag og søndag den 29. og 30. oktober, fra klokken 12.00-17.00, afholdes et særligt kirke- og kunstprojekt på Østerbro. 7 kirker i Holmens og Østerbro Provsti åbner dørene op for udstillinger med 14 samtidskunstnere, som med deres værker sætter fokus på temaet tro og eksistens.
Arrangementet, der strækker sig over en weekend, inviterer på besøg i kirkernes forskellige rum med udstillinger af samtidskunst, der sætter fokus på tro og eksistens, skabt i en samtidig kontekst.
“Kirke- og kunstvandring på Østerbro er inspireret af et lignende og noget større projekt i Slagelse. Her var en masse mennesker i byen involveret, og folk kom fra nær og fjern for at deltage. Vi håber selvfølgelig, at der også er stor opbakning og interesse for vores arrangement med temaet tro og eksistens,” fortæller Louise Sihm Knudsen, præst i Hans Egede Kirke.
Det specielle ved udstillingerne er, at kirkerne åbnes for samtidskunst, der får lov til at tale ind i de historiske og særlige rum. Her vil man både kunne opleve malerier, skulpturer og fotografier. Kunstvandringen er et samar-bejde mellem forskellige kirker på Østerbro og kunstnerne fra K2 – Københavnske kunstnere – repræsenteret af Lotte Holten, der er idékvinde og koordinator for projektet.
Indbyde til refleksion
Vi laver ikke noget om i kirkerummet i anledning af udstillingerne. I sig selv er kirkerne jo imponerende rum med højt til loftet. De kan rumme og rummer alt det største: sorger og glæder. Vi stiller kunstgenstande og billeder ind, som skal indbyde til refleksion og håber, at kunsten vil tale til os som mennesker på sit helt eget sprog. Det handler om, at kunsten skal være med til at give os mulighed for åbne for vores tanker om, hvad tro og eksistens går ud på. Det hele skydes i gang lørdag den
29. oktober kl. 11.00 i Sankt Jacobs Kirke med en åbningsceremoni, og så kan man ellers vandre rundt, som man har lyst til. Alle kunstnerne vil være til stede samt folk fra menigheden, frivillige eller præster, der vil byde folk velkommen. Da kunstnerne er i kirken, kan man eventuelt få en snak med dem,” påpeger Louise Sihm Knudsen.
Spændende udfordring for kunstnere
De forskellige værker i kirkerne er enten fremstillet til begivenheden eller er tidligere kunstværker, der har relation til temaet.
“Vi har endnu ikke set kunstværkerne med enkelte undtagelser, så vi er spændte og glæder os alle sammen til udstillingen. K2 består af seriøst arbejdende og professionelle kunstnere, som sammen med enkelte gæstekunstnere står for alle værkerne. Flere af kunstnerne har før udstillet i kirker, både sammen og individuelt. Kirkerummene er på alle måder nogle ’store rum’, som ikke ligner andre rum, og som forhåbentlig både vil give kunstnerne og kunsten samt alle, der kommer, en helt særlig oplevelse,” slutter præsten fra Hans Egedes Kirke.
Se mere på Facebook og Instagram under Kirke- og kunstvandring Østerbro 2022
De 7 kirker er:
● Sankt Jakobs Kirke
● Lutherkirken
● Davids Kirke
● Hans Egedes Kirke
● Taksigelseskirken
● Kildevældskirken
● Sions kirke.
Pilgrimsrute på Østerbro
Tanken er, at man bl.a. kan vandre rundt på Østerbro og besøge de enkelte kirker som en slags pilgrimsrute.
“Jeg synes, det er en god måde at møde de forskellige kirker i bydelen. Hvis man tager rundt og ser alle udstillingerne, kan man både bevæge sig og blive bevæget. Kunsten taler jo både til følelser og forstanden, og flere af de aktuelle kunstnere giver deres kunstneriske og kreative bud på, hvad temaet favner – og ad den vej forhåbentligt kan ramme og bevæge os. Der vil i vores kirkerum ind imellem være levende musik, som både kan løfte rummet og stemningen. Jeg håber, at udstillingen vil gøre indtryk og bevæge,” siger Louise Sihm Knudsen og tilføjer:
“Det er første gang, udstillingerne finder sted, og når de er godt afviklet og kirke- & kunstvandringen og pilgrimsdagene endt, tager vi stilling til, om arrangementet skal blive en tradition. Det bliver dejligt at åbne kirken for alle, der har interesse for kunst, tro og eksistens,” mener hun. Der holdes afslutningsreception af kirke- og kunstvandringen i Hans Egedes kirke den 30. oktober kl. 17-19 med bobler og snacks.
Hans Egedes Kirke
kirke-& kulturmedarbejder Johanne Dal-Lewkovich · Tlf. 29 45 30 60 hansegedeskirke.dk