Mandag formiddag skinnede solen vidunderligt, så selvom der ret beset vel var en vej udenom, snørede jeg traveskoene og gik i retning af Fælledparken. Det var dér salig Louis Pio i maj 1872 stod i spidsen var arbejdernes demonstration mod håbløse vilkår. Sådan noget kunne det unge, danske demokratis politistyrke ikke sidde overhørigt. Her var en skøn mulighed for at styrkens muskelmænd kunne tæske løs på arbejderne og få afløb for indestængte følelser af hvilken som helst art. Slaget på Fælleden har denne træfning siden heddet og under det navn fundet plads i historiebøgerne.
Nå, hvor var det vi kom fra. Nåh jo, hjemme fra Østerbrogade og på vej til Fælledparken. Allerede da jeg drejede op ad Borgmester Jensens Allé fik jeg øje på et stykke papir på afveje højst to meter fra en affaldsbøtte. Jeg kunne ikke have fået en mere oplagt mulighed for at gøre dagens gode gerning med minimal indsats. Ergo fik jeg det smidt i bøtten. Således kronet af en glorie opdagede jeg tre meter længere fremme et stykke plastik på fortovet. Nu havde jeg jo lige ydet mit, så det lod jeg ligge.
Efter 400 meters gang i ejendommenes skygge kom jeg til parken, hvor solen bød mig velkommen. Da jeg dagen før sammen med min kone havde gået en runde mod uret, valgte jeg nu at gå med uret. Forandring fryder. Den Franske Legeplads var barnløs, et sjældent syn, og dermed dejligt lydløs. Hvad det franske består i, må guderne vide. Jeg fulgte den brede grussti langs kunststofbanen og den sjældent brugte hammerkastplæne og fortsatte forbi Trafiklegepladsen som burde have en pris for den genialitet, den er. Her kan børn gratis låne en cykel og prøve kræfter med cykelstier, lyskryds og veje, hvor imaginære biler truer dem på livet. Jeg ved, hvad jeg taler om, uden at vi behøver gå i detaljer. Ved Eventyrkiosken vis-a-vis hjørnet af Parken (stadionnet) var der ikke den sædvanlige kø. Alligevel faldt jeg ikke for fristelsen til hverken kaffe eller søde sager; min indre gnier havde også en god dag.
Nu skulle jeg krydse den brede Øster Allé, hvor jeg som 18-årig dumpede til køreprøven, da jeg ikke kunne overskue dens snedige udformning og dermed røg i den vigepligtsfælde som den motorsag-kyndige og min ubehagelige kørelærer havde lagt for mig. Jeg havde kørt ca. 50 m. så mon ikke der ligger en rekord i hurtigst dumpede køreprøve gemt der, selvom jeg ikke hænger til skue i Hall of Fame på Parkens facade.
Vel ankommet til den anden side af Fælledparken begynder jeg turen i retning ned mod Blegdamsvej. På mine gåture noterer jeg mig altid hvilke dyr jeg ser, altså bare i hukommelsen, der fortsat tjener mig omend med udtalte tegn på at trænge til et hovedeftersyn. På den store plæne ser jeg en stor flok fuldfede gæs, der æder af det næppe særligt næringsrige græs. Disse gæs er garanter for, at du får noget god gødning med hjem kilet ind i mønsteret på dine vandresko, hvis du vover dig bort fra grusstien, men faktisk også hvis du bliver på den. Gæssene har besat hele Fælledparken, nutidens udgave af BZ-bevægelsen.
Efter at have rundet parkens hjørne ved Trianglen med indhegnet friløbsplads for hunde passerer jeg Frimurerordenens markante klods af en stram bygning, der kunne være tegnet af Albert Speer, hvis han ikke havde haft travlt med sine byggerier i Det tredje Rige. Bygningens front mod Blegdamsvej er monumental, mens bagsiden mod parken nærmest ligner en uindtagelig fæstning. Diskretion – en æressag. Nabo til frimurerne ligger Niels Bohr Instituttet nogen tid endnu inden flytning til Jagtvej, hvor Københavns Universitets skandalebyggeri til 4 mia.kr. kalder.
Jeg passerer endnu et af Fælledparkens raffinerede åndehuller for børn, Tårnlegepladsen, hvor også stressede forældre får et helle. Suttetræet strutter af aflagte gennemtyggede sager.
Nu går jeg på parkens side over mod det monumentale Rigshospital, hvor man jævnligt ser og HØRER en ambulance-helikopter, der letter eller lander. Mærsk McKinney Møller har betalt landingspladsen, lige-som den kostbare renovering af Fælledparken (2004-2007: 152 mio.kr. foruden kommunens 38 mio.). Efter det finkulturelle Operahus var der endnu en gave fra ham til mere folkelige aktiviteter på fælleden.
Nu runder jeg den vinterlukkede Café Pavillionen, der sidste år fik en ansigtsløftning i form af investering i mængder af gode havemøbler, lyskæder mv. så den efter nogle år med sparsom søgning nu igen er stedet, hvor mange får en forfriskning. Der var sågar en labyrint for børn af halmballer ved efterårets høstfest. Et egern løber gesvindt over stien og op i nærmeste træ.
Kort efter passerer jeg træbroen over søen og fristes til at slikke lidt sol på en af de mange bænke ved Staudehaven, det nye blomsteranlæg mod søen. Der er dog lidt koldt trods solen, så jeg må hurtigt videre. I et sving på stien står et ungt par og morer sig over endnu et egern, som er optaget af at fouragere fra et bæger med nødder og frø ophængt i et træ af en behjertet person. Egernet lader
sig ikke genere af vores ophold tre meter væk.
Nu skal Øster Allé igen krydses og kort efter er ringen sluttet ved Den Franske Legeplads, hvor ikke mindst tolv små trampoliner er et hit, når børnene kommer. Der er også gynger i alle størrelser, karruseller, små træstubbestier at balancere på, fodbold- og basketballbaner samt klatrestativer i flere sværhedsgrader. Joh, skibsrederen har bidraget til den nye generations trivsel og fitness.
Så forlader jeg pladsen og med solen i ryggen går turen tilbage ad Borgmester Jensens Allé, opkaldt efter Jens Jensen, der i 1909 plantede de første træer i de spæde tilløb til parkens etablering. Næsten nede ved Jagtvejen skuer mit øje det plastikstykke, jeg lod ligge på udturen. Fyldt af energi fra en dejlig tur samler jeg det op til bøtten.
Tak til H.C. Andersen for genbrug af hans fortrinlige titel.
Af: Per Nørrung