Hvordan kan vi ændre verden og inspirere mennesker til at leve mere bæredygtigt? Det har Mikala og Morten et bud på og bruger deres båd Fællesskibet som udgangspunkt for at skabe fællesskaber, der lever mere bæredygtigt.
Mikala på 27 år og Morten på 29 år lever anderledes end de fleste på Østerbro. De har valgt fællesskabet til i alle facetter af deres liv og bor i et kollektiv i Willemoesgade sammen med otte andre. Med til kollektivet hører også Fællesskibet Njord, som alle beboere bidrager til både økonomisk og med deres dyrebare tid. Ideen om Fællesskibet opstod, fordi både Mikala og Morten er optagede af bæredygtighed og gerne vil inspirere andre til at leve med færre ressourcer og større omtanke for klimaet. Morten drev et klimaprojekt tilbage i 2017, hvor en del af oplysningen bestod i at sejle rundt i en 29 fods sejlbåd og inspirere andre unge til at leve mere bæredygtigt.
Kål frem for kød
Nu har parret kørt projektet videre med deres egen båd og oplever at få mange gode snakke på tværs af generationerne, når de kommer sejlende med deres “Kål frem for kød”-banner. Først afskrives de som en flok hippier, men så begynder samtalerne. “Vi vil vise, at man stadig kan leve godt, selvom man ikke lever med en overflod af forbrugsgoder hver dag. Et bæredygtigt liv kan godt være et godt liv og et spændende liv”, fortæller Morten, når han forklarer, hvorfor dette projekt er vigtigt for dem.
De vil inspirere andre til at vælge de ting, der giver værdi. Derfor sejler de rundt og tager sig tid til de gode og vigtige samtaler med mennesker, som ellers ikke mener, at klimakrisen har noget med dem at gøre. Mikala og Morten vil skubbe til mennesker ved at vise vejen, og det er netop, hvad de gjorde til Kulturhavn Festival, hvor de åbnede Fællesskibet for alle interesserede og serverede havregrød og økologisk kaffe og lod gæsterne omdanne gamle sejl til nye fine stofposer. Det kom der interessante samtaler ud af og, Mikala og Morten gjorde det meget konkret for deres gæster, da de viste, at klimabelastningen fra 200 gr oksekød og 40 kg kål var lige stor.
Det gode liv ligger i fællesskabet
“Vi tror på at, folk gerne vil gøre noget for klimaet og bruge de ressourcer, som har været brugt før. Men vi kan se, at der nogle gange skal mere til. Vi vil gerne vise mennesker, hvordan man kan gøre noget godt for klimaet, og vi tilbyder at gøre det sammen med dem – og så kan en snak føre til handling, forklarer Mikala og fortsætter: “Det gode liv ligger i fællesskabet. Der hvor vi bruger hinanden og finder glæde i at hjælpe hinanden. Vi finder det også i kollektivet, hvor vi bl.a. inspirerer hinanden til at bruge gamle ting på nye måder”.
“Vores mission er at vise, at hvis vi skal lykkes med en bæredygtig omstilling, så er vi nødt til at gøre noget mere og gøre noget andet. Regeringer og virksomheder tør ikke at gå forrest, så det skal starte et andet sted,” siger Morten og fortsætter: “Forbrugeren skal lære, at vi skal give slip på noget af vores luksus og komfort, vi skal spare på ressourcerne, hvis vi skal klare det her. Det er netop det, vi gerne vil afprøve og inspirere til om bord på Fællesskibet.
Menneskelig bæredygtig på verdensplan
Når Mikala og Morten taler om bæredygtighed, så rummer det mere end den bæredygtighed, der omhandler klimaet. Bæredygtighed for dem handler også om de menneskelige aspekter. De opfordrer til, at vi alle gør noget, som gør os glade. At vi bruger hinanden og gør os umage med at se hinandens behov. Det er et fælles projekt, at ændre udviklingen, og Mikala og Morten er ikke bange for at gå forrest og inspirere.
Du kan møde Mikla og Morten og Fællesskibet i Gammel Kalkbrænde-rihavn og så ellers holde øje med den gamle kapsejladsbåd, som nu er blevet forvandlet til et sejlende Fællesskib. Skibet står overfor en større restaurering, som udelukkende skal ske ved hjælp af genbrugsmaterialer. Motoren skal skiftes ud med elmotorer og indenfor et års tid, sejler Mikala og Morten ud i verden. Der er nemlig flere i verden, der skal inspireres til at leve mere bæredygtigt og deres projekt er ikke afgrænset af landegrænser.