Hvordan har det været at deltage i Snyd din alder, hvor du sammen med tre andre kendte danskere skulle forsøge at sænke jeres biologiske alder på tre måneder? ”Deltagelsen i Snyd din alder var lidt af en drøm, der gik i opfyldelse for mig – for jeg tror i virkeligheden, at alle går og drømmer om at blive inviteret ind i et rum, hvor man bliver tjekket fuldstændig igennem. Det er en kæmpeluksus at få et status-tjek på sin krop, selvom jeg godt nok anede, at det ikke stod så godt til. Men det var godt at få bekræftet, hvor jeg stod. TV 2 ringede og spurgte, om jeg ville være med i et 12-ugers projekt, hvor vi skulle leve uden forarbejdet mad og generelt så sundt som muligt og se, hvor meget motion vi kunne få ind i hverdagen. Det var rigtig fint, at de havde en videnskabelig vinkel på projektet, og det var sjovt at medvirke i. Det var nogle søde mennesker, så stemningen var god. For mig handlede det om at tage chancen og samtidig havde jeg tid til at give det en skalle.”
Jeg bryder mig ikke om motion
”Egentlig spiste jeg forholdsvis sundt i forvejen, så det var ikke dér, problemet lå – det var mere det med at få en rutine, når det gælder motion. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det! Jeg kan ikke lide at blive forpustet og bryder mig ikke om at presse mig selv. Jeg kan nærmest blive sur på folk, der løber, hvilket selvfølgelig kun skyldes, at jeg er supermisundelig. Jeg er rasende på DHL-løbet i Fælledparken hvert år, fordi det er ’in my face’, at folk går rundt i træningstøj og er glade. Jeg kan ikke lade være med at tænke: ’Så slap dog af!’”
Det blev pludselig sjovt
Som man kan se i afsnit 2, havde jeg lidt svært ved at komme i gang. Vi fik at vide, at det gjaldt om at få pulsen op et par gange om dagen, så man får gang i blodomløbet igen. Jeg endte med at tage til Arndal Spa & Fitness i Store Kongensgade for at få lidt hjælp, da jeg ikke har nogen rygrad, når det kommer til motion og træning. Bare det at være et sted, hvor en kvalificeret person siger: ’Det skal jeg nok hjælpe dig med’, gjorde en forskel. Så skete der ting og sager. Det blev pludselig lidt sjovt. Man kan faktisk blive venner med at presse sig selv – det havde jeg aldrig prøvet før. Grunden til, at jeg accepterede det, var nok, at det kun varede en relativt kort periode.”
Gav det nogle synlige resultater?
”Ja! Mit kondital ændrede sig med 20, jeg tabte syv kilo og bevarede min muskelstyrke. Min hvilepuls faldt, og da de målte alt – inklusive vores søvn – kunne de se, at min søvn blev længere i den rigtig gode REM-fase. Det er dér, kroppen bliver skyllet godt og grundigt igennem. Der er utrolig mange gaver i at gøre bare lidt mere. Nu gælder det så om at holde fast i de gode rutiner – og det er for mig virkelig kunsten.”
Jeg skyldte at gøre det
Det er jo ret modigt at stille op til så intime forhold som kropsalder, træningstilstande osv.? ”Jeg synes, jeg skyldte at gøre det – for eksempel for kvinder i min alder. Jeg er blevet 60 år og tænkte egentlig, at udover at jeg kunne tabe mig lidt, så var det løb vist kørt. Men at et 12-ugers forløb kan rykke så meget, fik mig til at revurdere tingene. Jeg fik det også bedre mentalt, og blev bedre til at tackle stress. Jeg blev ikke væltet omkuld af tusinde tanker, når tingene stod i kø – roen indfandt sig nemmere, og jeg tog én ting ad gangen. Det overraskede mig faktisk.”
Og så fandt vi ud af, at du er bomstærk! ”Ja, det vidste jeg faktisk godt lidt. Da jeg var ung, var jeg blandt andet gartner og kunne godt løfte tunge ting. Men løber bliver jeg aldrig! Til gengæld var træningen hos Arndal rigtig god. Her lærte jeg også, at man har tre tallerkener om dagen, som man skal forholde sig til. ”Lotte Arndal bad mig tage billeder af, hvad jeg spiste, og det var dejligt at dele det hele med nogen. I min alder er det at få lidt hjælp til træning og kost en god investering i helbredet, hvis man ikke selv kan komme i gang.”
Jeg skal styre mit ansigt
Du er også aktuel i TV 2’s Dag & nat med Lone Scherfig som instruktør – i en lidt anden rolle, end du plejer. Hvordan har det været? ”Det har været virkelig sjovt og spændende! Jeg arbejdede for nogle år siden med nogle andre på en serie om en fødegang, som vi sendte til Lone Scherfig for at høre, om hun kunne være interesseret i at instruere. På det tidspunkt var hun vist optaget i Canada, men da hun kom tilbage, spurgte hun til serien. Hun ledte nemlig efter et projekt, hvor hun kunne se sig selv. Vi havde flyttet fokus væk fra idéen om en fødegang, så den var ledig – og hun kunne overtage den. Jeg var lidt med i starten af Dag & nat-serien, og siden fik jeg rollen som den hjertevarme sosu-assistent Trille, der bliver lidt trynet af de andre på fødegangen. Hun dukker nu op på en børneafdeling i anden sæson. Det har været en udfordring at spille rollen, for jeg er lidt bange for mit ansigt – der sker meget i det! Jeg skulle virkelig styre mig. Jeg var i tvivl, om det, jeg lavede, var godt nok, men jeg har fået mange gode tilbagemeldinger, så det er nok gået fint alligevel. Generelt synes jeg, serien er smaddergodt lavet, og jeg er stolt af at være med.”
Det sure med det søde
Du har tidligere sagt, at det nogle gange kan være udfordrende at være skuespiller. Hvorfor? ”Det er et usikkert liv, fordi man aldrig ved, hvornår den næste rolle kommer. Nogle gange har man skingrende travlt, og så står man pludselig uden noget at lave. Man skal lære det liv at kende. Da jeg var yngre, havde jeg altid et projekt ved siden af, som jeg glædede mig til at vende tilbage til. Hvis man sidder og venter på, at telefonen ringer, bliver man ked af det. Man er nødt til at holde af sig selv og sin egen butik – ellers bliver man træt af det. Men man kan jo også sidde i et fast arbejde og kede sig og længes efter noget freelancearbejde, så alt har sin bagside. Når man er freelance, møder man mange mennesker og kommer mange forskellige steder – det er det sure med det søde.”
Ensom oplevelse at skrive bog
Du har også skrevet bogen Flueben. Hvorfor gik du den vej? ”Det var så godt timet, at den udkom lige under coronapandemien – så den lå og kedede sig i stormagasinet og på boghylderne. Det var faktisk en meget ensom oplevelse at skrive den. Jeg sloges med mine indre dæmoner, men samtidig var det også en kæmpe fornøjelse. Jeg følte mig både meget alene, hadede det som pesten – og var samtidig glad og opstemt over bogen. Jeg tror, det skyldes, at jeg helst skal møde mennesker og være i kontakt med folk. For meget tid alene er ikke skidegodt for mig – det blev sgu lidt gråvejr undervejs. Men jeg er superstolt af, at jeg fik skrevet den, og jeg synes, der var mange vigtige ting i den. Jeg tog blandt andet fat på kvinders overgangsalder, og i dag skriver alle om det – så jeg er glad for, at jeg kom med mit bud. Mange har været glade for bogen, men den er ærligt talt ikke vanvittigt udbredt. Men Flueben findes – og den kan fås som lydbog, skal jeg lige indskyde, ha ha.”
Damen med de blå tænder
Jeg er nødt til at høre, hvor du fik idéen til Damen med de blå tænder – en rolle, jeg personligt elsker. ”Hun opstod i sin tid i kvindegruppen Emmas Dilemma, hvor vi var fem piger, der lavede satire. Hun dukkede op i en sketch, og så kunne Lotte Svendsen, som skriver hendes tekster, se, at der var potentiale til mange flere. Jeg elskede at lave hende – hun havde en slags slumsuppe af overklasse og skarpe holdninger. Jeg følte mig utrolig fri i den rolle. Hun var brugbar, fordi hun som en intellektuel overklassedame kunne drille dem, der ikke troede, de skulle drilles. Hun kunne bruges i mange sammenhænge. Vi går og overvejer at tage hende op af mølposen igen, selvom vi har slået hende ihjel flere gange. Måske laver vi lidt Fredagsbrok – og ikke Fredagsrock – hvor hun optræder igen.”
Tur med hunden på Østerbro
Hvor bor du henne på Østerbro? ”Jeg har boet på Østerbro i 20 år – nede ved Lille Trianglen. Herfra kan jeg kigge ned over Østerbrogade. Det er et skønt sted, og jeg har nogle dejlige store vinduer, hvor jeg kan se byen fra. Min hund har det desværre lidt svært med trapperne i ejendommen, så vi bor indimellem også i vores sommerhus. Det er dejligt at have hund i byen, for man får en masse venner, når man går tur. Jeg bor tæt på Holmens Kirkegård, hvor jeg ofte går med min hund.”
Hvorfor flyttede du til Østerbro i sin tid?
”Da jeg var ung, boede jeg sammen med en veninde på Willemoesgade. Da jeg mødte min mand, fandt vi en lejlighed på Dag Hammarskjölds Allé, som havde alle de rum og værelser, der skulle til for at huse fem mennesker og forskellige dyr. Efter mange år med gang i den og en masse unge mennesker og fester, er det i dag kun min mand og jeg samt vores hund, der bor her.”