Martin Kongstad, 60, er forfatter, radiovært og madanmelder. Han voksede op i Kartoffelrækkerne på Østerbro, hvor han hang ud med kvarterets skæve personligheder, spillede fodbold i B.93 og helst undgik Aarhusgade. I dag bor han på Nørrebro, men han tager stadig turen til Østerbro næsten hver morgen for at sidde og skrive på sin stamcafé. Vi har mødt Kongstad, der afslører, at podcasten ‘Bearnaise er Dyrenes Konge‘ endelig vender tilbage.
Hvad laver du for tiden?
«Jeg laver som sædvanlig mange forskellige ting, men mad indgår ofte i mit arbejde. I de sidste to-tre år har jeg leveret madanmeldelser til Weekendavisen, hvor jeg prøver at udvide rammerne ved at bruge elementer fra litteratur. I aften skal jeg holde foredrag om netop denne sammenblanding af mad og litteratur, og så er jeg i gang med min nye roman, som handler om en madanmelder med et forstørret ego.
Måske skal jeg til at lave kommunikation for en international investment bank. Og så laver jeg alle mulige underlige ting. Folk spørger, om jeg vil det ene og det andet, fx skrive forord til en bog, og jeg har også lige ageret fotomodel til en modeserie i Eurowoman.
Denne formiddag sidder jeg og liner gæster op til ‘Bearnaise er Dyrenes Konge›, et radioprogram, jeg udviklede til Radio24Syv, og som nu genopstår som podcast på Heartbeats. Jeg har netop besøgt skuespiller Claes Bang, der altid har speaket udsendelserne, i Rom i Italien, hvor han var ved at indspille en stor international film. Mit besøg hos ham bliver formodentlig det indledende afsnit i den nye sæson og med ham som gæst.”
Hvad betyder den podcast for dig?
«Det var et koncept, jeg fandt på i 2013, mens jeg var ved at skrive romanen ‹Fryser jeg›. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle skaffe penge til næste husleje. Kassen var tom, og jeg måtte låne til højre og venstre. Når jeg laver mine romaner, bruger jeg et eller to år på forarbejdet, men selve skrivefasen er intensiv i to-tre måneder. Da jeg altid får pengene forud, har jeg ingen indtægt, mens jeg skriver. Jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville sætte mig i den situation igen med at skulle låne penge af folk, og at jeg i stedet måtte finde på en form for et deltidsjob. Derfor jeg fandt på denne blanding af interview og madanmeldelse. Konceptet er, at jeg tager ud og spiser med en gæst, der kan være alt fra en fodboldspiller til en forsker, og vi taler sammen over bordet. Sideløbende skriver jeg en madanmeldelse, og den sender jeg til Claes Bang, som indlæser den, og podcasten er et sammenklip af hans højtlæste anmeldelse
og snakken over bordet.
Navnet har jeg tyvstjålet fra en gammel ven, der altid sagde sætningen, når vi lavede bearnaisesovs. Jeg præsenterede konceptet for Mikael Bertelsen og Mads Brügger på Radio24syv, og Brügger sagde, at bare titlen gjorde, at de ville udgive radioprogrammet. ‘Bearnaise er Dyrenes Konge’ blev en succes, og jeg får dagligt beskeder fra folk, der spørger, om det ikke vender tilbage.”
Du sidder ofte og arbejder netop her på Den Franske Café ved Sortedam Dossering på Indre Østerbro, hvor vi laver interviewet. Hvorfor det?
«Mine børn gik på Bordings Friskole, som ligger lige ovre på den anden side, og jeg er selv vokset op i Kartoffelrækkerne, som vi kan se herfra. Den Franske Café har ligget her, så længe jeg kan huske, men det var ikke et sted, jeg kom på, indtil jeg en dag for nogle år siden drak en kop kaffe efter at have afleveret børnene og fandt ud af, at der var enormt hyggeligt. Siden har jeg ofte siddet og arbejdet her om formiddagen. Jeg svarer mails, planlægger og laver de ting, der ikke stikker for dybt. Romaner skriver jeg ikke her, men jeg kan sagtens skrive madanmeldelser. Jeg drikker fast to kopper kaffe, først en flat white og så en lille cortado, og så tager jeg hjem og arbejder videre. Gæsterne er en utrolig blandet skare, hvilket jeg enormt godt kan lide, og så gør de meget ud af service.”
Hvordan var det at vokse op på Østerbro og særligt i Kartoffelrækkerne i 70›erne?
“Vi flyttede ind, før Kartoffelrækkerne blev mondæne. Husene er på 126 kvadratmeter og bygget som tre to-værelses lejligheder til arbejdere. Vi var kun det andet hus, som var ejet af én familie. I kvarteret boede alt fra bryggeriarbejdere til en danselærer på Balletskolen, jurister og politimænd. Ejeren af Andy’s Bar boede i vores gade, og der var mange ældre flipperfyre, der aldrig var kommet hjemmefra og stadig som 30-årige nassede på deres forældre og i øvrigt var skidesjove. De skæve personer fik en kæmpe betydning for mit liv.”
Hvem var de mennesker?
“Min første gode ven hed Frans, han var 30, og jeg var 15. I stuen havde han et rigtigt koncertflygel, som han spillede Chopin på. Gennem Frans lærte jeg også Henrik at kende, og de samlede begge på tøjbamser. Indtil de var 25, havde de mødtes og lavet et Folketing for tøjbamser og inddelt dem i højre- og venstrefløj. Henrik blev en slags erstatningsfar for mig. Min egen far flyttede fra byen, da jeg var ti år. Jeg boede hos min mor og manglede en mandlig figur, jeg kunne navigere efter. Henrik var ikke særlig traditionel, dels havde han alle sine bamser og derfor et vildtvoksende fantasiliv, men han levede også fra hånd til mund. Hans hjem var altid åbent, så der sad 15-30 mennesker hver eneste dag. De hang ud og hørte klassisk musik, og der herskede en blanding af konservatisme og anarki. Og så var der mange øl. Henrik lærte mig de store dannelsesting: At man skulle læse Fjodor Dostojevskij, at man skulle holde Weekendavisen, og at man skulle kunne kende forskel på Johannes Brahms og Ludwig van Beethoven.»
Hvordan har Østerbro ellers ændret sig?
“Kartoffelrækkerne er blevet meget mere strømlinet. Det giver sig selv, når priserne for et hus starter ved 12 millioner kroner. Men også et kvarter som Aarhusgade har ændret sig meget. Da jeg voksede op, var det et hårdt sted, hvor jeg passede på med at færdes. Jeg spillede fodbold i B.93, så jeg kendte flere fra kvarteret, men der boede mange rockere og minirockere, så man skulle kigge sig over skulderen. I dag bor der studerende, der er pænt og borgerligt. Østerbro er i det hele taget blevet meget pænere. Det er decideret middelklasse over det hele, og det er det nok blevet en smule kedeligere af.”
Hvad er det bedste ved Østerbro?
«At der er så grønt, at der er luft, og at man kan fornemme havet.»
Hvad er dit favoritspot på Østerbro?
«Når jeg sidder her på Den Franske Café, kan jeg se over på den sorte jernskulptur, der hedder ‹Væsen, der skubber kasse› for enden af søen, som billedhuggeren Egon Fischer har lavet. Skulpturen har udsigt over byen, og for mig har den altid repræsenteret et hovedpunkt i København, og så har jeg en personlig historie med dén skulptur. Jeg kendte Egon Fischer og er bedste venner med hans søn, Søren, som har svejset den sammen. Under opførslen blev Søren så rasende på sin far, at han ridsede ‹Fuck Egon› indeni den. Det hygger jeg mig med at vide.”
Hvor ville du bestille en julefrokost på Østerbro?
«Adam Aamann har egenhændigt sørget for, at det danske smørrebrød har fået en renæssance. Han var egentlig en mesterkok og havde været på flere franske steder, og da han åbnede Aamanns på Øster Farimagsgade, brugte han al sin viden og kunnen til at genrejse det danske smørrebrød. Man kan trygt gå ind på hans deli i Øster Farimagsgade og bestille en rigtig Østerbro-julefrokost af høj kvalitet.”