Certificeret statiker med i proces omkring byggetilladelser

Af Susanne

Hvis du skal i gang med et ombygningsprojekt i din bolig, kræver det som oftest en byggetilladelse fra kommunen. I den forbindelse skal en certificeret statiker ofte med i processen omkring forskellige beregninger, før du kan få en byggetilladelse og en ibrugtagningstilladelse.

Det er fristende at bygge om, bygge til, eller få en ny altan. Det forbedrer din bolig, så den passer bedre til dig og din families ønsker og drømme. Din bolig kommer også til at fremstå mere moderne og tidssvarende og vil derfor appellere til flere og stige i værdi.

Når du går i gang med dit byggeri, skal du altid undersøge, om dit byggeri kræver byggetilladelse, og hvad du skal foretage dig i den forbindelse. Du skal som udgangspunkt søge om byggetilladelse til nybyggeri, tilbygninger og byggeri, der udvider etagearealet, ændret anvendelse af eksisterende byggeri, ombygninger, der ændrer på bærende konstruktioner, eller ombygninger, der ændrer på forudsætningerne for de brandmæssige forhold. Når du søger om byggetilladelse, skal du oplyse, hvilken konstruktionsklasse og brandklasse dit byggeri er indplaceret i. Der findes konstruktionsklasserne 1-4, og du skal allerede ved ansøgning om byggetilladelse oplyse hvilken konstruktionsklasse dit byggeri er indplaceret i. Som bygningsejer er det dit ansvar at vælge den rette rådgiver, så dit byggeri bliver indplaceret og dokumenteret korrekt. Vælger du et byggeri, der ligger i konstruktionsklasse 2-4, kræver det, at der er en tilknyttet en certificeret statiker i byggesagen.

Mange ombygninger er i konstruktionsklasse 2
Mange ombygninger eller renoveringer ligger i konstruktionsklasse 2, fortæller statiker Klaus Refsgaard, ejer af NordStatik. “Vi laver selv mange ombygninger, renoveringer og altaner i etageejendomme, parcelhuse og rækkehuse for private og firmaer. Derudover hjælper vi mange rådgivende ingeniører med at certificere deres beregninger i konstruktionsklasse 2. Det vil sige, at udover at vi udfører certificeret statik på vores eget arbejde, laver vi også certificeret statik for andre rådgivende ingeniører. Eksempler på noget af det arbejde vi både laver og certificerer for os selv og andre, er nedrivninger af vægge, opsætning af altaner, nye konstruktioner i badeværelset, inddragelse af tagkonstruktioner af bolig, etablering af elevatortårne osv.,” fortæller Klaus Refsgaard, der er civilingeniør og certificeret statiker.

Starterklæring til byggetilladelse
Den certificerede statiker kommer ind i billedet, efter at ingeniøren har lavet sine beregninger af projekteringen. Statikeren går projekteringen igennem og kommenterer på det, hvis han finder nogle fejl, eller det ikke stemmer overens med gældende regler. De kommentarer sender han tilbage og udsteder en starterklæring, som skal bruges hos kommunen for at få en byggetilladelse.

“Mens byggeriet er i gang, skal entreprenøren udfylde nogle kontrolplaner og andre dokumenter, som de skal sende til den rådgivende ingeniør, der igen sender det til mig. Kontrolplanerne går blandt andet ud på, at entreprenøren dokumenterer at deres arbejde er udført efter tegningerne, og at de har anvendt egnede materialer. Det kan for eksempel være CE-mærkning af stålbjælkerne, vi skal se, eller, hvis der f.eks. bliver brugt beton til opgaven, dokumentation på, hvilken beton der bruges til opgaven. Så kigger jeg som statiker det igennem, og hvis det lever op til bygningsreglerne, udsteder jeg en sluterklæring. Så kan man til få sin ibrugtagningstilladelse fra kommunen,” siger Klaus Refsgaard.

Må ikke kende projekter
NordStatik består af fem medarbejdere, hvor Klaus Refsgaard er den eneste certificerede statiker, mens der er tre konstruktionsingeniører. Reglerne er lavet sådan, at der for konstruktionsklasse 2 skal være en uafhængig kontrollant. “Når jeg kigger projektet igennem, må jeg ikke have været med til at lave beregningerne til projekterne, da min bedømmelse skal være uafhængig,” slutter Klaus Refsgaard.

Nemt for kunderne
Da det kan være en ganske kompliceret proces, prøver Nordstatik at gøre det nemt for kunderne. “Det vil bl.a. sige, at kunderne får en kontaktperson, der står for al kontakten, og vi prøver at guide kunderne igennem processen. De nye regler fra 2018 kan være temmelig komplicerede for folk, der ikke arbejder med det til dagligt, så vi forsøger at gøre det så simpelt som muligt.“ Derudover arbejder Nordstatik tæt sammen med arkitekter, konstruktører og entreprenører. “Vi deler kontor med arkitekter og konstruktører fra andre firmaer, så vi får et meget tæt samarbejde om vores fælles byggesager. Det betyder, at vi kan lave gode byggerier hurtigere, nemmere og billigere, end hvis vi sad på vores eget kontor. Det er nemt at tage en tegning frem og gå fem skridt for at få noget afklaret.”


Related Articles