SUND IS ”Jeg tror aldrig, jeg har mødt et menneske, der ikke kunne lide is”

Af Susanne

Så snart solen titter frem, melder lysten til en kølig is sig. Iværksætter, opskriftsudvikler og sundhedsekspert, Michelle Kristensen, har i sin nye bog ’Sund is’ udviklet opskrifter på hjemmelavet is – der kan laves med og uden ismaskine – fyldt med sunde ingredienser, og så ’artige’, at de kan spises til morgenmad. 

Som sundhedsinteresseret har Michelle Kristensen i mange år i sommerhalvåret fundet blenderen frem og kørt en portion nicecream, en form for is lavet på frugter og grøntsager. Først sidste år fik hun øjnene op for, at man kan lave endnu bedre sund is på både klassiske ismaskiner og på en Ninja Creami, som straks blev et hit, da den kom inden for døren i familien.
Det ville hun gerne lære andre.

”Jeg tror aldrig, jeg har mødt et menneske, der ikke kunne lide is,” siger hun, ”men jeg synes, at der manglede en opskriftsbog med is, der kan konkurrere med købevarianterne, og som også er gode for kroppen,” siger Michelle Kristensen.

”Jeg kan godt lide, når det, man putter i munden, har en form for sundhedsværdi – også selvom det er en dessert. Særligt sorbeterne er meget kalorielette, mens jeg med andre har arbejdet med at gøre dem mættende ved at tilsætte protein i form af hytteost, bønner eller proteinpulver, så man ikke kan spise 28 styk, og så er der dem, der bare er pakket med masser af frugt og grønt, der bidrager med en masse gode fibre til vores tarmflora,” siger Michelle Kristensen. ”De er faktisk så artige, at man kan spise dem til morgenmad, hvis det er det, man vil.”  Men kalder man det for is, skal det også være sødt. ”Jeg bruger ikke raffineret sukker, men noget, der hedder sukrin og i andre er det honning, dadler og frugt, der giver den søde smag.”

Hvad er sukrin?

”Jamen, sukrin er en naturlig sukkererstatning baseret på erythritol, en sukkeralkohol, der findes i frugt og svampe. I modsætning til kunstige sødemidler som aspartam og saccharin findes erythriol naturligt i visse frugter, såsom pærer, druer, vandmelon, ferskner og blommer.” 

Fidusen ved sukrin er, at det har et glykæmisk indeks på 0, hvilket betyder, at det ikke påvirker blodsukkeret. ”Sukrin er et kalorielet alternativ til sukker og er bedre for tænderne –der er intet farligt ved det. Det er en virkelig god sødekilde,” siger Michelle Kristensen. 

Når man får hjemmelavet is, kan mundfølelsen opleves krystalliseret, hvor det nærmest skær i munden. Det kan undgås ved at tilsætte en lille smule guargummi, som binder væsken og giver isen en glattere struktur, så den føles blødere og mere cremet, fortæller hun.

”Guargummi er et naturligt fortykningsmiddel udvundet af en bælgfrugt, guarbønnen. Det er en opløselig fiber, der har evnen til at binde vand og skabe en geléagtig konsistens, hvilket gør den genial til is. Det smager ikke af noget, og du kan få det i helsekostforretninger og i supermarkeder som Meny for eksempel.” Du kan godt undvære det, men så anbefaler hun, at man spiser al isen med det samme. 

Alle opskrifterne kan laves med en blender, man skal ikke nødvendigvis have en Ninja Creami eller en ismaskine. 

Men hvad er fordelene ved ismaskinen?

”Fordelen ved en ismaskine er, at du kan lave is med det samme. Den skal ikke stå og fryse natten over, men bare køre på maskinen fra omkring en halv til halvanden time – og den bliver også lækrere, fordi konsistensen bliver blødere og mere cremet.”



Vandmelon slushice

En vandmelonslushice er noget af det mest forfriskende på en varm sommerdag. Den fungerer også rigtig godt med et skvæt vodka i.

2 personer
300 g vandmelon
½ dl vand
Skal og saft af ½ økologisk lime
1 håndfuld frisk mynte
½ spsk. flydende honning (eller agavesirup)

Mindst 5 timer før Skær vandmelonen i tern, og frys dem. Kom alle ingredienserne i en blender, og blend. Server i et glas med sugerør.



Gulerods smoothiebowl

Den lyder måske lidt mærkelig, men gulerødder i is er ret lækkert. De bidrager nemlig både med sødme og cremethed. 

2 personer
350 g frosne gulerødder
8 juicy dadler (uden sten)
1 dl havredrik (eller letmælk)
2 spsk. mandelsmør 
Evt. 2 spsk. flydende honning for mere sødme
Evt. 2 cm fintrevet ingefær

Skræl gulerødderne, skær dem i tykke skiver, og kog dem i 5 minutter. Lad gulerodsstykkerne køle af, og kom dem i fryseren i mindst 5 timer. Blend alle ingredienserne sammen, og spis smoothiebowlen med det samme, som den er, eller top den med fx kiwi, fryse-tørret hindbær og hasselnødder.


Jordbærflødeis

Disse ispinde er virkelig lette at lave, og så er de altid ethit hos både store og små, der elsker jordbæris. 

4 stk.
350 g jordbær, friske eller frosne
¾ dl vand
1 ½ spsk. flydende honning
½ tsk. vaniljepulver (eller 1 tsk. vaniljesukker)
¾-½ dl fløde 38% (eller plantefløde)
2 pasteuriserede æggeblommer
2 spsk. citronsaft

Kog jordbær, vand, honning og vanilje i et minut, og lad det køle af.

Kom alle ingredienserne i en blender, og blend hele molevitten til en ensartet konsistens. Fordel ismassen i 4 isforme, sæt ispinde i isene, og kom dem i fryseren i minimum 12 timer.


Hvordan håber du, at læserne vil bruge ’Sund is’?
”Jeg håber, at de vil lave en masse pindis og have
dem i fryseren, som de kan stikke til børnene
– helt uden dårlig samvittighed.
De er virkelig både gode og sunde.” 
Find flere opskrifter i bogen SUND IS
www.politikensforlag.dk

Related Articles