Oslo stråler om sommeren. Byen vågner tidligt og går sent i seng. På de lange, lyse dage folder både natur og byliv sig ud med en sjælden skønhed. Jeg udforskede byen med fokus på alt det, der gør den helt særlig: de fantastiske råvarer og kulinariske ambitioner, kulturlivet og de bløde grønne parker, der binder det hele sammen. Læs med og få mine bedste anbefalinger til hvad du skal udforske i den norske hovedstad, når byen er allerskønnest.
Kom rørende tæt på Norges bedste råvarer
På Restaurant FAN får du en af Oslos mest kreative, stemningsfulde og velsmagende spiseoplevelser. Køkkenet ledes af Björn Svensson, som hyldes for sin kreative og præcise brug af lokale råvarer. Björn Svensson har tidligere arbejdet på både Bagatelle og den legendariske el Bulli – og har siden drevet flere Michelin-restauranter i Norge. I 2024 åbnede han Restaurant FAN, hvor der er fokus på luksuriøse råvarer såsom kongekrabbe og kaviar. Björns store faglige præcision gør, at man kommer rørende tæt på de lækreste råvarer, Norge har at tilbyde. Glæd dig til retter såsom signaturretten med jomfruhummer toppet med miso glaze og grønne enebær, ledsaget af løgkompot og en let røget enebærsauce – eller den delikate servering med let grillede norske kammuslinger, stegte morkler og en sauce baseret på græsløg. Det føles som ren nydelse at være gæst på Restaurant FAN, hvor også vin-parringen og serveringsrækkefølgen er enormt gennemtænkt. Det varme værtskab og den rolige atmosfære er også en stor del af oplevelsen. Man føler sig enormt velkommen og godt tilpas – alt imens man nyder en middag i verdensklasse, som man sent vil glemme.
Stilfuld luksus i hjertet af Oslo
Hotel Continental er uden tvivl et af Oslos mest eksklusive og stilfulde hoteller, smukt placeret i hjertet af byen – mellem Nationaltheatret og Det Kongelige Slott. Som medlem af The Leading Hotels of the World – en sammenslutning af nogle af verdens mest luksuriøse og unikke hoteller – forener hotellet klassisk elegance med moderne komfort på en måde, der gør opholdet både luksuriøst og indbydende. Vi boede i en smuk juniorsuite med balkon, indrettet med elegante møbler og eksklusive materialer. Badeværelset var rummeligt og stilfuldt, og sengene var så komfortable, at det føltes som at sove på en sky. Et ophold på Hotel Continental er en afslappende luksusoplevelse midt i byen – hvor hver eneste detalje er gennemtænkt.
Michelin-frokost med finesse og franske fornemmelser
På Mon Oncle inviteres du ind i en rolig og sofistikeret verden, hvor alle detaljer er nøje kurateret. Fra lysets bløde og varme fald, der oplyser de kunstneriske madanretninger, til valget af tallerkner og bestik, der er med til at forfine og fuldende det luksuriøse udtryk. Restauranten ledes af den franske kok Dimitri Veith, der på kreativ vis kombinerer klassisk fransk teknik med et moderne udtryk. Om lørdagen inviterer den Michelin-stjernede restaurant indenfor til en udsøgt frokost, som både er en fryd for øjet og smagsløgene – og hvor kvaliteten af ingredienserne afspejles i hver eneste bid. Til menuen tilbydes tre velkomponerede drikkeparringer: en klassisk vinmenu, en menu med vine fra Champagne-regionen og en alkoholfri juiceparring. Vi prøvede både vin- og juiceparringen, som på hver deres måde var med til at fuldende smagsoplevelserne. Restauranten byder på en intim og elegant atmosfære, og det imødekommende værtskab er også med til at gøre en frokost på Mon Oncle til en ekstraordinær oplevelse.
Skrik, stilhed og stor kunst
På MUNCH-museet kommer man helt tæt på Edvard Munch – fra ikoniske værker som Skriket til mere stille og ukendte sider af hans kunst. Museets udsigt over fjorden er i sig selv imponerende.
Stearinlys og højt til loftet
I et smukt, lyst og højloftet lokale i Oslos nye, pulserende bydel Bjørvika serverer Palate velsmagende retter med inspiration fra både det nordiske og kontinentale køkken. Lokalet er præget af en diskret luksus med en moderne, romantisk æstetik – store vinduer, marmorerede søjler i pastelfarver og en atmosfære, hvor levende stearinlys på bordene skaber en varm og hyggelig stemning. Her kan du sænke skuldrene mens du nyder den indbydende og smukt anrettede mad. Vi nød blinis med løyrom, kyllingepithiviers og havtaske med skalddyrssauce. På varme dage er det også muligt at sidde udenfor i solen og nyde både middag og cocktails.
Sunday Roast med autencititet og håndværk
The Little Pickle er et bageri og en restaurant med stor kærlighed til kvalitet og gode, lokale råvarer. Det ligger i det hippe Grünerløkka-kvarter – et område omkring Markveien, som jeg varmt kan anbefale at udforske for dets hyggelige caféer, små butikker – og bohemeagtige stemning. Hver søndag inviterer de indenfor til Sunday Roast, hvor britisk tradition kombineres med nordisk kvalitet. Forestil dig en saftig svinekam, sprøde kartofler, bagt blomkål, smørstegt kål, salat og en fyldig gravy. Retterne er tilberedt med omhu og respekt for råvarerne, hvilket lader sig afspejle i smagen. Måltidet begyndte med en grillet zucchini- og basilikumsuppe med frisk, aromatisk smag – perfekt ledsaget af et glas forrygende naturvin. Til dessert rundede vi af med lun æblekage og vaniljeis. På The Little Pickle får du velsmagende, ærlig mad og naturvin fra øverste hylde. Jeg er vild med det.
Af Croque Madame_cph · Mit Østerbro
Croque Madame er madanmelder og deler rundhåndet ud af kulinariske oplevelser på Instagram. Følg med på croquemadame_cph