Måden vi gør tingene på, skaber livet

Af Susanne

Forfatter, foredragsholder og musiker Julie Pi hjælper mennesker med at stå stærkere i sig selv ved at skabe forbindelse mellem det indre og det ydre, så energi og handlekraft aktiveres. Hun har mere end 25 års erfaring med at forbinde mennesker med sig selv gennem kurser og personlig vejledning og ved at bruge kunsten som metode. 

Julie Pi har altid været meget optaget af, hvad kunsten gør ved mennesker, og hvorfor vi er så optaget af kunstnere som noget særligt. Det er faktisk der, hele hendes nysgerrighed omkring mennesker er opstået. Som kunstner har hun altid tænkt, at alle mennesker har den samme ret til at være optaget af deres arbejde, ligesom kunstnere er det, og derfor spekulerede hun over, hvad det er, vi taber i det almindelige hverdagsliv. 

”Mennesket har en skabende kraft i sig, men den kan gå tabt i et meget effektivt og systematiseret industrialiseret samfund. Vi mister simpelt hen adgangen til at være skabende. Det er for mig at se kimen til den store samfundskrise, vi har lige nu. Det er en meningskrise for de voksne og en trivselskrise for børnene.” 

”Jeg er derfor optaget af at give mennesker adgang til at være skabende og levende. Ordet skabe betyder ’at give liv’, hvilket er helt magisk, men hvis vi ikke formår at være skabende, mister vi livet i overført betydning. Når vi er skabende, vågne eller opmærksomme eller hvad vi kalder det, så kommer der liv i det, vi laver samt vores relationer. 

Jeg har brugt 25 år på at lave en metode, som gør, at mennesker finder adgangen til det i sig selv og på den måde får skabt en bro fra det indre til det ydre. Så får vi en tydelig retning i vores liv og magten tilbage til os selv. Det lyder måske lidt filosofisk, men i virkeligheden er det en meget lavpraktisk tilgang til én selv. Jeg kalder det tit en disciplin ligesom at børste tænder eller spise morgenmad. Vi skal pleje vores indre, ligesom vi skal pleje vores krop. Når vi har den adgang, begynder vi at få fat i livet på en anden måde og mærke os selv helt anderledes. Det er meget tilfredsstillende både for én selv og for de fællesskaber, vi fungerer i,” fortæller Julie Pi.

Klar til fællesskab

Selv om metoden er funderet i, at man skal finde ind til sig selv, handler det meget om at gøre sig klar til at stå i et fællesskab. Vi kan ikke som mennesker være dygtige til at være i relationer og fællesskaber, hvis vi ikke har styr på os selv. Det handler ikke om, at vi skal være superegoister, men er noget, der går et spadestik dybere, hvor vi skal forstå kernen af os selv, for overhovedet kunne være givende i et fællesskab. Dét er en meget væsentlig del af metoden, pointerer Julie Pi. 

”Lige nu står vi over for mange kriser i verden, og her er det for mig vigtigt, at vi står stærkt i vores egen kerne for at være rustet til at kunne modstå de forskellige kriser. Vi kan ikke passe på kloden, hvis vi ikke kan passe på os selv.” 

For Julie Pi er det vigtigt at påpege, at når hun afholder kurserne, arbejder hun og hendes medarbejdere i praksis og taler hele tiden om ting, der foregår. Det vil sige, hvad er det, kursisterne oplever, når de begynder at sætte lys på de ting, de taler om, når de er sammen på kurset. Det handler om, at folk kan relatere til de ting, der arbejdes med på kurset: ”Vi taler om det, der sker i folks liv, hvorfor de længes efter at genstarte sig selv og hvor de møder indre og ydre modstand. Det er super sårbart, men der er ikke nogen vej uden om. Hvis man vil have fat i sig selv, skal man tale om dét, der findes, og som kan være svært,” understreger hun.  

Kan ske i alle fagligheder

At have en kreativ åre fylder meget på kurserne. Man skal ikke nødvendigvis arbejde kunstnerisk, men det at være skabende kan ske i alle fagligheder. Man kan være skabende som kontorassistent, rengøringsdame, forsker, bankmand og direktør. Det handler om, hvordan man går til opgaverne. ”Når vi bruger de kunstneriske metoder, gør vi det for at træne de ting, der skal trænes. 

Når du sidder med en klump ler, tager den form, det øjeblik, du trykker hænderne ind i den. Men det gør alt det andet også. Når du giver dit barn en skideballe, så former du barnet; når du taler grimt til din medarbejder, så sker der noget i den relation. Den måde, vi gør tingene på, skaber livet. Det har vi generelt en meget ringe bevidsthed om, og her er de kunstneriske processer utrolig gode som et øvested,” siger Julie Pi. 

Bog er en øvelsesbog

Alle de øvelser, som kursisterne laver på kurserne, er skrevet ned minutiøst i bogen og pakket ind i et hvorfor. Det vil sige, at alle øvelserne bliver foldet ud i forhold til, hvorfor de er vigtige. Man kan gennemgå det hele slavisk i bogen. Det tredje niveau hos Julie Pi er hendes podcast, hvor hun fortæller om øvelserne. Hvert afsnit i podcasten har en øvelse, og der er en case med, som fortæller om, hvordan den aktuelle gæst har arbejdet med et specifikt element, og hvad det betyder i hans eller hendes liv, at vedkommende har fået den aktuelle bevidsthed. På den måde spiller alle tre ting – kurser, bog og podcast – sammen. Så kan man tappe det ind i sit liv. 

”Jeg er meget spændt på at lave næste sæson af vores podcast. Det er spændende at gøre det live og at have folk inde, som er med til at stille spørgsmål og skabe broen imellem universet i kurserne og de spørgsmål, der måtte være ude blandt folk. Her er podcasten et virkelig fedt værktøj! Hele sæsonen hedder ’Ydre kriser og indre oprustning’, hvor vi kigger på mange forskellige vinkler i forbindelse med de ydre kriser, der er i øjeblikket, og hvordan det at arbejde med det indre, kan ruste os i forhold til de aktuelle verdens- og samfundskriser.” 

Særlig og kærligt univers

Kurserne er et super særligt og kærligt univers, fortæller Julie Pi. Det er nogle transformerende processer, som skaber en kæmpekærlighed til én selv som menneske og den gruppe, man gør det sammen med. ”Det bliver et unikt rum og fællesskab, fordi det er nogle dybe og meget livsændrende processer, der sættes i gang. Bagefter holder folk tit fast i hinanden ift. at blive ved med at holde fast i den forandring, der er blevet sat i værk. Kurserne forløser det næste skridt i forhold til den indre længsel og søgen efter en retning og mening, mange mennesker har i sig,” konkluderer Julie Pi. 

En styrke til at forstå andres udgangspunkt Julie Pi har arbejdet som professionel musiker, musikskolelærer, udviklingschef i Erhvervshus Sjælland, founder af Bloom Institute og virksomheden Julie Pi samt som konsulent gennem mange år. De mange forskellige fokus gør, at hun har et bredspektrede perspektiv i forhold til mange menneskers situationer. Det er med til at give hende en styrke til at forstå andres udgangspunkt.  


Julie Pi Øster Søgade 98, kl. · 2100 København Ø · Tlf. 22 41 10 55 · juliepi@juliepi.dk · www.juliepi.dk

Related Articles