Endelig er julen her, og Østerbro har sjældent været hyggeligere. Der er lyskæder i gaderne som aldrig før, og pludselig føles vintermørket næsten hyggeligt. Læs med, når vi guider til nogle af byens allerbedste julegodter: mini æbleskiver, gløgg, himmelske konditorkager, safransnurrer, småkager, julefrokost i Nyhavn – og et besøg på en af Tivolis nyere restauranter, hvor vidunderlig mad møder eventyrlig atmosfære.
Af Croque Madame_cph Mit Østerbro
Julens bedste bid i Tivoli
Findes der noget mere julet end Tivoli i december? Lysene, duften af brændte mandler, gløgg og gran. Men når sulten melder sig, gælder det om at vælge rigtigt. Gå uden om turistfælderne og direkte ind i Restaurant Glassalen, som ligger i en af Tivolis mest ikoniske bygninger. Det store, lysfyldte rum med glastag, udsigt over søen og elegante detaljer giver en næsten eventyrlig stemning. Hos Glassalen er smagen i centrum. Her hylder man de klassiske køkkentraditioner, men altid med et moderne twist og sæsonens bedste råvarer. Drikkevarerne spiller også en stor rolle, med velvalgte vinanbefalinger, øl og gode alkoholfrie alternativer. I december serverer de deres store julebord til både frokost og aften, hvor kvaliteten er garanteret. Vi besøgte dem til frokost og nød en himmelsk pighvarbisque til forret og en hel søtunge med rosenkål, kantareller og muslingesauce – sidstnævnte blandt årets bedste retter. Min medspiser fik en tatar med bitre salater til forret og en fremragende peberbøf til hovedret. Glassalen er Tivoli, når Tivoli er bedst: eventyrlige rammer, sublimt håndværk, velsmag og ro midt i alt det glitrende.
Tivoli · Vesterbrogade 3 · København V. www.formelbgroup.dk/glassalen
Kager, småkager og ren julemagi hos himmelske Leckerbaer
Hos Leckerbaer i Ryesgade får du nogle af byens smukkeste konditorkager, mini-tærter og de mest vidunderlige småkager – alt sammen håndværk, smag og æstetik i perfekt balance. Prøv deres cream puff med vaniljecreme og kirsebærcurd, en lille vintermagisk kage, der næsten ligner et winter wonderland. Leckerbaers julesortiment byder også på deres populære mini-juletærter i fire varianter: citron med brændt marengs, chokol ade og solbær, chokolade og kirsebær med ruby-chokolade. Du kan både købe småkager og kager med hjem fra den hyggelige lille butik eller du kan sætte dig og nyde en kaffe og en kage på stedet. Og skal der skrues helt op for juleforkælelsen i år, så kan du også bestille en hel kasse med mini-tærter til en julekomsammen eller til kontoret.
Leckerbaer · Ryesgade 118 · København Ø · www.leckerbaer.dk
På Østerbro perle får du byens bedste æbleskiver
På IKIGAI møder japansk smag og håndværk nordiske råvarer i fineste forening. Kvaliteten er høj, og det er ikke uden grund, at stedet har fået rost af madanmeldere. Udover at servere vidunderlige retter, laver de også byens bedste æbleskiver med kardemomme og citron. De er aldeles fremragende og duften rækker helt ind i sjælen. Deres taiyaki med rabarber er også skønne: de små, smørduftende fiskeformede kager med syrligsød rabarbermarmelade er ren lykke i hver bid. Gløggen er herlig, varm og perfekt krydret. Deres frokost er i øvrigt blandt Østerbros allerbedste. Prøv for eksempel deres signaturret okonomiyaki – en vidunderlig japansk madpandekage. Alt, de laver, er gennemtænkt, delikat og dybt velsmagende. IKIGAI er kort sagt stedet, hvor julehyggen får et strejf af Japan.
IKIGAI Rosenvængets Allé 7a · www.ikigaicph.dk
Det store julebord i Nyhavn
Restaurant Judie har en charmerende placering på en båd i Nyhavn, hvor du kan nyde udsigten til et af byens mest ikoniske julepyntede kvarterer. Julefrokosten serveres i fire etaper: Først de kolde klassikere: grøn karrysild med æbler, smilende æg, håndpillede rejer og koldrøget laks – efterfulgt af en smørstegt rødspættefilet. I tredje servering kommer de varme favoritter på bordet: confit af and og medister med rødbeder og sennep. Du kan desuden tilkøbe dansk svinenakke med rødkål, sovs og sprøde svær. Menuen rundes af på ægte julemanér med risalamande, kirsebærsovs og sprøde mandler.
Restaurant Judie · Nyhavn 26 · København K. · www.judienyhavn.dk
Ingen jul uden safransnurrer fra Juno The Bakery
Julen er ikke rigtig begyndt, før du har sat kursen mod Juno The Bakery. Her får du de mest fortryllende safransnurrer, bagt med safran af højeste kvalitet. Junos julesortiment byder også på kartoffelkager med vaniljecreme, cremeboller med solbær og polynesisk vanilje samt deres vidunderlige småkager – blandt andet vaniljekranse, shortbread og havresmåkager. Småkagerne fås både som adventskalender og i større eller mindre æsker. Og i år kan du endda finde Juno The Bakery på julemarkedet på Kongens Nytorv!
Juno The Bakery · Århusgade 48 · København Ø · www.junothebakery.com