Italiensk madlykke på Østerbro

Af Susanne

I hjertet af Østerbro, lige ved Sortedamssøen og Lille Trianglen, ligger Restaurant Famo Metro. Restauranten er en del af Famo-familien, der også driver to andre spisesteder – på henholdsvis Frederiksberg og Vesterbro.

På Famo Metro får du en stemningsfuld og autentisk restaurantoplevelse med vidunderlig italiensk mad, lavet helt fra bunden. Den uformelle og indbydende atmosfære får én til at sænke skuldrene med det samme. Vi besøgte restauranten en smuk forårsaften, hvor solens gavmilde stråler stod ind gennem vinduerne.

Friskhed og intens velsmag

Vi lagde ud med et herligt glas Spumante, mens vi nød udsigten over Sortedamssøen. Måltidet blev indledt med fem fantastiske antipasti, der struttede af friskhed og intens velsmag. Første antipasti bestod af bagt peberfrugt, der – efter flere forædlende processer – var blevet til en sand umamibombe. Dernæst fik vi den bedste baccalà, jeg til dato har smagt. Den cremede konsistens stod perfekt til det sprødstegte brød, den blev serveret på. Tredje antipasti var en uimodståelig porchetta med en frisk fennikelsalat, og så kom den ærkeklassiske vitello tonnato på bordet – i en fuldstændig perfekt version. Vi rundede af med en vanvittigt lækker kartoffelcroquette med ’nduja-mayo. Og så var standarden ellers sat!

Bon Appetito

En af de særlige ting ved Famo Metro er den stemning, som personalet er med til at skabe. Vi blev mødt med smil og varme lige fra det øjeblik, vi trådte ind ad døren. Deres passion og begejstring for maden skinnede tydeligt igennem, og det var både charmerende og hyggeligt, at de slyngede om sig med letforståelige italienske vendinger som ”Bon Appetito!” og ”Prego!”

Vores nærværende tjener skænkede os et glas syrligsød hvidvin til sæsonens første aspargesrisotto. Derefter fik vi hjemmelavet ravioli med oksekød og ricotta, serveret med en smør- og urtesauce. Helt vidunderligt!

Til hovedret kunne vi vælge mellem havbars med tomat og ruccolasalat eller grillet oksekød med endivesalat og puré af gulerod og savoykål. Vi tog én af hver – og det var et fremragende valg.

Formidabel Dolce

Høje på italiensk madlykke og godt mætte blev det tid til dolce. Desserten bestod af tre elementer: en skøn hjemmelavet tærte med vaniljecreme og chokolade, en fyldig chokolademousse og en silkeblød mælkeis. En helt formidabel afslutning!

På Famo Metro er der intet overflødigt – alt er præcist og smukt tilberedt. Famo Metro har min varmeste anbefaling

Hvor: Øster Allé 1 · Østerbro · www.famo.dk/


Af Croque Madame_cph · Mit Østerbro
Croque Madame er madanmelder og deler rundhåndet ud af kulinariske oplevelser på Instagram. Følg med på croquemadame_cph

Related Articles