På Ndr. Frihavnsgade 5 tæt ved Trianglen har Kliim Coiffure holdt til i 25 år, så ’Østerbros bedste frisør’ er efterhånden lidt af en institution i kvarteret. Det er der en rigtig god grund til. Her får du en luksuriøs behandling, frisørarbejde baseret på kvalitet og dygtig vejledning samt møder en ro og tryghed, der gør besøget i salonen til en fornøjelse.
Når man vælger at få plejet eller stylet sit hår hos Kliim Coiffure, er de gode råd og den ordentlige vejledning helt afgørende for det arbejde, som stylisterne i salonen udfører. Det medfører nemlig, at kunden selv kan style sit hår og eventuelt bruge de produkter, der passer til kundens hår, på den helt rigtige måde.
”Vi kan sagtens style kundens hår, så han eller hun ligner en million, når vedkommende forlader vores salon. Men vi lægger meget vægt og værdi i at fortælle, hvordan man selv kan arbejde med det. Det vigtige for os er nemlig, at klipningen fungerer, så man føler, at man også ser godt ud i hverdagen,” siger topstylist og ejer Allan Kliim.
En anden vigtig del af Kliim Coiffures tilbud er deres hårvask, som salonen prioriterer højt. Det betyder noget for kunderne, som sætter stor pris på at blive forkælet på en god måde, fortæller Allan Kliim: ”Vi giver os rigtig god tid til hovedbundsmassage og sørger for, at kunden får slappet af og kommer helt ned i gear. Vi ønsker at hjælpe til med, at man kobler af fra den oftest stressende hverdag og bare nyder sit ophold hos os.”
Bruger en time på klipning
Det er ikke muligt at klippe sig til en succes, men man kan bestræbe sig på at gøre den enkelte kunde til den bedste udgave af sig selv, mener Allan Kliim: ”Det er blandt andet derfor, at vi går stærkt efter kvalitet fremfor kvantitet. Uanset om det er en mand eller kvinde, bruger vi en time på en klipning. Samtidig har vi en unik service, hvor vi efter tre uger gratis tilbyder kunden at komme ind og få ordnet sine kanter, så man fortsat kan se skarp ud i den periode, der går mellem to klipninger,” siger han og tilføjer:
”Det gør også, at vi får mulighed for at se, om det, vi har lavet til kunden, stemmer overens med det resultat, vi sendte ud af døren. Hvis noget skal rettes op, har vi mulighed for at hjælpe kunden allerede tre uger efter klipningen, hvis det bliver aktuelt.”
Skræddersyet klipning til krøllet hår
For fire år siden startede Kliim Coiffure behandlingen Curly Cut. Det handler om, at stylisten specifikt skræddersyr klipningen til både mænd og kvinder med krøllet hår. Den teknik arbejder stylisterne med løbende og udvikler stadig på deres egne teknikker. ”Krøllet hår er ikke bare som et almindeligt glat hår; det skal skræddersyes på en helt anden måde, og det er vi blevet rigtig dygtige til. Vi får faktisk mange henvendelser på Curly Cut, som er blevet en vigtig del af vores behandlinger,” påpeger
Kliim Coiffures ejer.
Passion og glæde ved arbejdet
Kliim Coiffure er resultatet af alle de erfaringer, Allan Kliim har fået gennem de år, han har været en meget fremgangsrig frisør, hvor han har rejst rundt i hele verden for blandt andet at undervise og lave shows.
”Selvom jeg har været frisør i rigtig mange år, føler jeg stadig stor passion og glæde ved at komme i salonen og arbejde med mine kunder. Det giver mig en enorm energi og er noget, jeg er glad og taknemlig for. Jeg kan tydeligt mærke, at mine erfaringer er med til at give mig en ballast og ro i salonen,” understreger han.
Samtidig smitter den ro, overskud og glæde ved arbejdet af på hans ansatte, som også føler en ro og tryghed ved at arbejde der. ”De er jo også med til at udvikle forretningen, og de giver en masse til arbejdet her. Vi træner én gang om måneden, hvor vi specifikt går i dybden med enten det, vi mangler at holde os opdateret på, eller udbygger og videreudvikler noget, vi er i gang med. Det er sindssygt vigtigt, for så har vi hele tiden fokus på både kvaliteten og den enkelte kunde,” slutter Allan Kliim.
Ro og tryghed Salonen på Ndr. Frihavnsgade ønsker at give sine kunder en unik oplevelse af ro, overskud og forkælelse i deres minimalistisk indrettede salon. Her er musikken dæmpet til et behageligt niveau, mens servicen er skruet helt op. At det gør en forskel til den gode side, hører stylisterne i salonen ofte, fortæller Allan Kliim:
”Bare så sent som for nogle dage siden fortalte en kunde mig, at det var et trygt sted at komme, og at her emmer af ro og overskud til den enkelte kunde uden noget stress eller jag. Det synes jeg var meget interessant at høre, da ro og tryghed netop er noget, vi lægger stor vægt på.”
Kliim Coiffure · Ndr. Frihavnsgade 5 · Tlf. 51 24 79 09 · www.kliim.dk