En samarbejdsrelation med potentiale

Af Susanne

Der er opstået en hype omkring 1. divisionsklubben B.93. Fans, højtprofilerede spillere og prominente investorer flokkes til Østerbro Stadion, hvor man prøver at skabe en kulturinstitution. Jan Nygaard AS, der sælger biler af mærkerne BMW og MINI, vil også være med på den spændende fodboldrejse.

Da B.93 og Jan Nygaard AS første gang skulle tale om et muligt samarbejde, var salgsdirektør i bilvirksomheden, Michael Rasmussen, ved at falde ned af stolen. Det handlede ikke om betingelserne for partnerskabet, men den måde Patrick Hyldgård, administrerende direktør i B.93, præsenterede klubben på:

“Patrick sagde: ‘Det betyder sgu ikke noget, om vi vinder eller taber.’ At anskue, at fodbolden ikke altid er det vigtigste, var kontroversielt, men på den fede måde. Det rystede mig lige, for det var der ingen andre fodboldklubber, som havde sagt til mig før.”

Men Patrick Hyldgård havde jo ret, måtte Michael Rasmussen sande, da han noget tid efter mødet selv kunne mærke stemningen på Østerbro Stadion, hvor B.93 ellers blev nedlagt med 0-3 til Hillerød i 1. division. Han havde taget sin 20-årige søn med, og de blev begge grebet:

“Man kan bedst beskrive stemningen på stadion som en fest, for der er fuld gang i den. Til min hjemmedebut var der livekoncert på banen en halv time inden kickoff, hvor en lokal gruppe fik tændt op under tribunerne, og der er bare god stemning. Ja, man tabte 0-3, men det betød intet for festen. Det var en meget befriende måde at komme ind og se fodbold på,” fortæller Michael Rasmussen.

Som en mulig partner var Jan Nygaard AS også solgt.
De måtte simpelthen være med på B.93-rejsen:

“Vi har ikke lyst til at gå i andres fodspor, for så kommer vi aldrig forrest. Vi går ind i B.93, fordi det er anderledes. Det nemmeste ville jo være at træde ind i en stor, etableret topklub, men vi vil gerne gøre tingene anderledes og møde mennesker på en anderledes måde, og det gør vi her,” siger Michael Rasmussen og tilføjer:

“Jeg håber, at vi kan inspirere hinanden, og det kan blive et idésamarbejde på sigt.”

Afhængige af gode partnerskaber

Jan Nygaard AS er en eksklusiv BMW og MINI-forhandler med fem forretninger i Danmark heriblandt i Kastrup og Kgs. Lyngby, og til partnerskabet med B.93 bidrager de med en række biler, der skal hjælpe B.93’s logistik: 

“Vi har en højt skattet holdleder, og han arbejder benhårdt med at transportere bolde og tøj. Hans arbejdsmoral og arbejdsglæde er kun blevet endnu højere, efter at han kan køre i en bil fra Jan Nygaard AS, og det smitter af på hele huset,” siger Patrick Hyldgård.

“Vi er ikke et sted, hvor vi kan give millionlønninger til de ansatte. I vores verden er det ildsjæle og folk, der har følelser og gerne vil gå en ekstra mil. At man har gode partnere, der gerne vil bidrage, kan måske virke som en meget simpel ting, men det er guld værd for os.”

Målet er at være en kulturinstitution

B.93 vil være mere end en fodboldklub. De vil være en kulturinstitution, gøre tingene på deres egen måde og skabe byens bedste fest. Det er man allerede godt i gang med. Østerbro Stadion har forvandlet sig til Københavns største fredagsbar for unge og kreative folk, der ikke nødvendigvis kender offsidereglerne eller kan nævne alle spillere i startopstillingen, men til gengæld vil hinanden og den gode stemning, mens man skåler i Bajeur-øl og naturvin.

Med værdier som ‘kærlighed’, ‘mennesker over talent’, at ‘tro på forskellighed’ og en omvendt ledelsespyramide, hvor spillerne har bestemmelse, har man skabt en unik klubfølelse. Det gav store overskrifter, da B.93 lykkedes med at lokke den tidligere AaB-profil og landsholdsspiller, Nicolaj Thomsen, til klubben i 2022, mens B.93 dengang lå i 2. division. Siden har bysbarnet Ryan Laursen, der har en fortid i OB og Esbjerg, taget samme tur.

“Når man ser og taler med nogle af de profiler, B.93 har hentet hjem, så er de ekstremt stolte over at være en del af denne bevægelse. Jeg kunne da vildt godt tænke mig, at alle vores kollegaer i Jan Nygaard AS var ligeså stolte over at arbejde hos os. Spillerne har virkelig hjertet ude på tøjet, og det betyder noget. Det er guld værd for en arbejdsgiver og en ting, jeg tager med til vores forretning. Derfor synes jeg også, at det er sjovt at tage kollegaer med herud på stadion og vise dem, hvad det er for noget,” siger Michael Rasmussen.

Det er ikke mere end et par dage siden, at det bankede på Patrick Hyldgårds dør på kontoret. En af spillerne skulle snart aflevere en problemformulering til en HF-opgave og spurgte, om den den administrerende direktør i B.93 havde en halv time til at hjælpe ham:

“Jeg ved ikke, om jeg fik givet ham de bedste guldkorn, men bare det, at han føler, at han selvfølgelig kan komme hen og banke på min dør for at bede om hjælp til en skoleopgave, det er ikke noget, man ville gøre så mange andre steder,” fortæller Hyldgård.

Den stolte Østerbro-klub rykkede i sommeren 2023 op i 1. division. To år tidligere havde en række prominente investorer som skuespilleren Pilou Asbæk, Ganni-stifteren Nicolaj Reffstrup, Depanneurejeren Daniel Rørbæk og natklubkongerne Simon Lennet og Simon Frank valgt at kaste tid, kærlighed og penge i B.93.


B.93 Kontrakt Fodbold ApS · www.b93.dk

Related Articles