Af Croque Madame_cph · Mit Østerbro
Mit Østerbro har besøgt The Samuel i Hellerup til en Michelin-oplevelse, hvor alt – fra den første krydrede cocktail til den sidste duft af friskplukkede urter – er skabt til at forkæle Sanserne. Læs med og få et glimt af en aften, hvor mad, vin, æstetik og atmosfære smelter sammen til én flydende symfoni af nydelse.
Michelin-restauranten The Samuel ligger i en over hundrede år gammel bygning i hjertet af Hellerup. Efter en totalrenovering står lokalerne knivskarpe og luksuriøse. Det er den perfekte ramme for chefkok Jonathan Berntsens køkken, hvor klassiske teknikker møder dristige og præcise smagskombinationer. Berntsen balancerer det raffinerede og det legende med sjælden sikkerhed, og hans menuer er totaloplevelser, hvor vin, smag, tekstur og æstetik danner en perfekt afstemt helhed.
Gourmetcocktails i den runde bar
Aftenen begynder med en gourmetcocktail i den karakteristiske runde bar, som ligger i forlængelse af det åbne køkken. Jeg blev forført af en Spicy Calamansi Margarita med Olmeca Altos Tequila, Grand Marnier, frisk Calamansi-juice, limeblade og en frugtig olivenolie, på kanten af glasset var en rim med sumak og piment d’Espelette.
Min medspiser nød en klassisk Negroni med Ene Ginog Campari, hvor man endda kunne vælge mellem ni forskellige vermouth. En start, der sætter tonen for hele aftenen: Præcis, sanselig og elegant.
Herefter inviteres man ned i The Samuels omfangsrige og højæstetiske vinkælder med den mest imponerende Dom Pérignon-samling nord for Frankrig.
To Wake Up Your Palate
Middagen indledes med fire små mesterværker: Østers med passionfrugt og ingefær. Blåfinnet tun med vagtelæg og Gastro Unika Supreme Baerii Caviar. Sort hummer og safran consommé samt en croustade med 36 måneders modnet Comté. Hver servering var kraftfuld, elegant og præcis. Dertil fik vi et glas NV Le Réserve Billecart Salmon Champagne, som fuldendte oplevelsen.
Som menuen skred frem, tog smagsintensitet til. Håndplukket norsk kammusling og trøffelaspic med bagt æble og persille blev serveret som en krystalklar smagsåbning, hvor sødme, syre og umami på elegant vis fandt hinanden. Herefter kom en jomfruhummer-soufflé med en sprød tynd vaffel, mascarpone-sauce og Oscietracaviar. En silkeblød og luftig servering, hvor havets sødme mødte cremet dybde og den salte, luksuriøse finish fra caviaren.
Verdens bedste due
Aftenens progression føltes som en rejse fra de første, friske og delikate noter til de dybere, mere komplekse smage i hovedretten. Verdens bedste due fra Loire var pocheret og glaseret i sød porre demi-glace, serveret med pasta fyldt med snegle og kråser og en fyldt kejsermorkel. En ret, der på én gang var intens, elegant og overraskende harmonisk – en sand magtdemonstration af teknikker. Magen til velsmag, haleluja. Det er én af de absolut bedste og mest velkomponerede hovedretter, jeg har fået i år.
Alt blev ledsaget af vine, der ikke blot matchede retterne, men forstærkede og løftede smagsoplevelserne, og gjorde parringerne til en lige så raffineret del af aftenens samlede oplevelse.
Champagne break
Efter den vidunderlige hovedret introduceredes der et genialt lille Champagne break med Winston Churchills yndlings Champagneproducent, Pol Roger. Herefter blev vi inviteret en tur ned i vinkælderen til det imponerende ostekøleskab, hvor verdens bedste oste blev præsenteret med passion og stor viden. Vi fik også en lille smagsprøve på en fremragende dansk ost fra Øllingegård. Til osteserveringen med ti nøje udvalgte oste fik vi et glas 2017 Savagnin Domaine du Pélican fra Jura. Et vidunderligt match. En symfoni af smag, farver og tekstur.
Og så til den søde og elegante afslutning. Den første isdessert var lavet på overmodne bananer tilsmagt brunet smør. Serveret med hvid chokolade, caviar og prisvindende spansk olivenolie. En lille bid af himlen.
Aftenens sidste dessert bestod af en mørk chokoladecylinder med kandiserede appelsiner og is lavet på hele appelsiner toppet med en varm safran sauce. Som det sidste punktum kom en guldtallerken formet som et blad med tre håndlavede chokolader: olivenolie og yuzu, saltkaramel med rosmarin og ganache med Earl Grey – en symfoni af smag, farver og tekstur.
Duftende urtehave på hjul
På The Samuel er selv teen en oplevelse. Personalet plukker nænsomt friske urter fra en duftende urtehave på hjul og hælder kogende vand over bladene i de yndigste gennemsigtige tekander. Duftene, farverne og smagen skaber en afslutning, der vækker alle sanser.
Og netop dét er The Samuels sande styrke – evnen til at skabe en sanselig totaloplevelse, hvor alt hænger sammen: fra den første cocktail til den sidste tår te. Det passionerede og vidende personale binder oplevelsen sammen med smittende energi og en dybfølt kærlighed til håndværket.
The Samuel er ikke blot en restaurant – det er en rejse gennem smag og æstetik, en oplevelse, der bliver siddende i sanserne længe efter, man har forladt stedet.
Hvor: Hellerupvej 40, Hellerup · www.thesamuel.dk