I sin nye bog ’Lettet – historien om helt almindeligt sammenbrud’ deler mediepersonligheden Camilla Miehe-Renard nogle af de familiehemmeligheder, der er en del af historien bag hendes helt almindelige sammenbrud, som undertitlen på bogen lyder.
Vi har taget en snak med den tidligere tv-vært, som i dag er freelance producent, redaktionschef og foredragsholder samt ikke at forglemme reformerunderviser på Østerbro om modet til at tømme sin mentale rygsæk og se, hvad der sker på den anden side.
På papiret havde Camilla alt; mand, barn, drømmehus nord for København og en strålende karriere i en branche, hun havde været en del af i knap 40 år. Men hun havde også noget andet; små tegn på, at alt måske ikke var helt, somdet skulle være, tegn, som hun i mange år dygtigt ignorerede. Indtil hun en dag brød sammen. Det vendte fuldstændig op og ned på hendes liv. Pludselig sad hun fraskilt i en lejlighed i København, uden fast arbejde – og havde det faktisk bedre, end hun havde haft længe.
Lettet er en bog, som fortæller om nogle meget personlige hemmeligheder, der siden din barndom har haft betydning for dit liv og de valg, du har foretaget. Det har krævet mod at skrive bogen – hvorfor valgte du at gå den vej?
”Jeg er faktisk lige blevet færdig i dag med at indtale den som lydbog, og det var mærkeligt selv at læse den højt. Men hvorfor valgte jeg at skrive den? Sidste sommer bragte Berlingske et portræt af mig, hvor jeg fortalte om den omlægning af mit liv, som jeg har været igennem de sidste par år. Forlaget 28B kontaktede mig efterfølgende og mente, jeg skulle skrive en bog om mine oplevelser. Det sagde jeg pænt nej tak til, fordi det virkede skræmmende, men vi holdt kommunikationen kørende og efter et par måneder sagde jeg ja, da jeg godt kunne se pointen i at dele ud af mine erfaringer.”
”Vi er blevet et samfund, hvor vi går og putter med os selv hver for sig. Tanken om at dele ud af sine ting har jeg egentlig altid godt kunne lide. Og gennem mit virke som interviewer i over 40 år har jeg også opfordret folk til at dele deres historier med os andre, så vi har noget, vi kan spejle os i. Jeg var blevet en slags konsekvensekspert i noget, jeg ikke selv havde bedt om. Men nu havde jeg nogle oplevelser, en ny indsigt og erfaring, som andre måske kunne bruge til noget. Så jeg endte med at sige ja.”
Livskrise igennem mange år
Du kalder det et helt almindeligt sammenbrud – hvad skete der?
”Jeg fik simpelt hen en livskrise over at have levet forkert i mange år. Det, som lægen i starten troede var stress, var noget andet og mere. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad der var galt og opdagede, at der lå noget dybere bag min tilstand. I bogen har jeg de ting med fra mit liv, som førte til sammenbruddet for at forstå, hvad der bragte mig derhen. Der var sket nogle skæve ting i mit liv, og jeg fik en skæv start på livet. Der var et dårligt fundament, som gjorde mig sultent efter noget, som jeg troede var en succes.”
Skulle du bevise noget over for dig selv, eller var det en måde at agere over for andre mennesker, der påvirkede dine valg?
”Jeg har skrevet en hel bog om det, så det er en stor ting at dykke ned i, men det var en problematisk opvækst i et hjem med nogle udfordringer. Den opvækst gav mig en følelse af at være utilpasset og forkert, og gav mig en trang til at bevise mig selv, og at jeg var noget værd. Det var meget vigtigt for mig.”
Gik i flyverskjul
”Men hele skriveprocessen har givet mig en masse. Det tog et helt år at skrive den, så det var en lang proces, men det skyldes blandt andet, at da jeg nåede til de hårde bump på vejen, var det rigtig svært at skrive. Jeg gik i flyverskjul for mig selv og mine følelser, og jeg havde lyst til at smide det hele i toilettet og komme væk fra det. Det var skide hårdt, men også en kæmpe lettelse. Et af temaerne i bogen handler om alle de skide hemmeligheder, vi går og putter med. De tynger os og fylder på en dårlig måde – især de hemmeligheder, vi tager med os fra barnsben. Børn gør sjældent noget forkert, men de tager jo hemmelighederne ind, som kommer til at føles som skyld og skam. Det er noget værre lort!”
Er et af dine formål med bogen at dem, som læser den, selv kan få den eventuelle skyld og skam, de bærer rundt med i forbindelse med hemmeligheder, væk?
”Lige præcis. Vi skal være bedre til at få sagt tingene højt i stedet for at have knuder i maven over ting, der ikke engang er vores skyld eller skam at bære. Det tog mig 55 år at få sagt de her ting højt, men jeg føler en kæmpe lettelse bagefter over at have gjort det. Når jeg kigger på det i dag, tænker jeg; herregud, det var, hvad det var. Og det var ikke min skyld at bære. Hvis man har overskuddet til det, er det en god måde at få renset systemet igennem.”
Du lever i dag i en lejlighed på Vesterbro med din datter uden en bil og lignende statussymboler. I flere interviews kan jeg se, at det er du ret godt tilfreds med?
”Ja, men efter skilsmissen var der egentlig ikke så meget andet at gøre. Det har dog vist sig, at der lå en gave i lorten. Det har også været en kæmpe lettelse. Jeg havde brug for at leve på en anden måde. For at have mere tid. Gøre tingene langsommere. Og have pauser med mig selv og tid til tanker. Det kunne jeg kun få på én måde; ved at arbejde lidt mindre. Det har betydet, at jeg har skullet skære ned på mine udgifter. Til gengæld har jeg fået en masse frihed og tid i bytte. Jeg skal ikke løbe så stærkt og tjene så mange penge mere.”
Hvordan definerer du dig selv i dag rent arbejdsmæssigt?
”Jeg er stadig tv-producent og redaktionschef. Nu har jeg lavet fjernsyn i 41 år, har lige produceret ’Knæk Cancer’ på tv. Men i stedet for at være fastansat er jeg freelancer og har mit eget firma. Og så er jeg underviser i primært reformer på The Wolfpack Gym på Nygårdsvej på Østerbro. Det er en stor del
af min identitet. Jeg har lidt svært ved at kalde mig selv forfatter, selv om jeg har skrevet en bog. Jeg kender for eksempel forfattere som Sara Blædel og Julie Hastrup, som er ’rigtige’ forfattere, og jeg bliver helt flov, når de kalder mig forfatter, for jeg har jo kun skrevet én bog. Men jeg er også foredragsholder, konferencier, moderator osv. Jeg er egentlig det samme, jeg hele tiden har været, men i dag planlægger jeg bare selv min tid og mit liv, fordi jeg ikke er fastansat et sted.”
Og så lige til sidst: Hvordan har modtagelsen af din bog været?
”Helt overvældende. Jeg er fuldstændig blæst bagover. Modtagelsen har været helt vildt god, kærlig og positiv og bogen er strøget op ad bestsellerlisterne. Bogen har været frisættende over for mig, og jeg håber, at den også kan være frisættende for andre,” slutter Camilla Miehe-Renard.
Hvad er din forbindelse til Østerbro udover at du arbejder på Nygårdsvej?
”Jeg kommer her meget ofte bl.a. på grund af mit arbejde. Jeg boede i sin tid på Slagelsegade, og vi holdt jul i min farmors store lejlighed på Østerbrogade. Jeg kan virkelig godt lide bydelen og elsker for eksempel Fælledparken, hvor der sker en masse sjove ting. De mange små caféer og butikker er jeg også vild med. Jeg har i 15 år undervist på The Wolfpack Gym, og den undervisning har jeg skruet op for nu. Det er primært i reformer-træning men også i andre træningsformer. Vi har skabt, hvad vi kalder en lille voksen-sfo. Vi gør enormt meget ud af, at her skal være dejligt at være. Man skal have lyst til at komme herhen selv på de dage, hvor kroppen er træt, og man er flad i hovedet. Det skal være som at få et kram, når man kommer herind, hvilket er noget, vi har brugt en masse krudt på at skabe.”