Vær godt forberedt i forhold til renteudviklingen

Af Susanne

Efter flere års stigning af renten blandt andet på grund af inflationen, falder renten i disse tider.
Det har stor betydning for de forskellige boliglån og dermed for din og min økonomi. 

Der kan siges rigtig meget om rentens betydning for vores kreditforeningslån, men det vigtige spørgsmål i denne sammenhæng er, om du har det rigtige kreditforeningslån for dig og din situation, påpeger afdelingsdirektør Mads Lustrup, Middelfart Sparekasse København på Kalvebod Brygge 45. 

“Der er mange artikler i større medier, som er meget generelle i forhold til rentesituationen. Men de artikler er ikke den store hjælp ift. den enkelte låntagers individuelle situation. Hvis man eksempelvis har et fastforrentet lån med en 5% rente, kan det for nogle være en god ide at omlægge til 4%, mens det for andre ikke kan betale sig. For os i Middelfart Sparekasse handler god rådgivning om at kommunikere, at rentefaldet formentlig kan give nogle gode muligheder, men det essentielle her er, hvad der er det rigtige for dig og dine muligheder,” siger Mads Lustrup og fortsætter: “Det kan være, at man vil omlægge for at spare penge på den korte bane, eller fordi man skal i gang med det, vi kalder en livsbegivenhed, som at huset skal bygges om, eller lejligheden skal renoveres, eller der skal lånes penge til et andet aktiv. På den måde kan der godt være to forskellige svar til det samme udgangspunkt.” 

Nyt billede i renteudvikling

Da renterne steg for nogle få år siden, faldt kurserne, men i dag går det den anden vej med faldende renter og stigende kurser. Med kursfaldet og de stigende renter var det for nogle en god ide at nedskrive sin gæld med 30-40%, da man kan indfri sit lån for færre penge, end man oprindeligt lånte. Hvis man går op i rente på sit lån, kan man skære en bid af restgælden. Til gengæld for en lavere restgæld, kan man komme til at sidde dyrere end før omlægningen.  

“Hvis man får en lavere restgæld, kan man måske få mulighed for at indfri sit boliglån eller billån. Så selv om man kommer til at betale mere for sit kreditforeningslån, kan man eksempelvis komme af med andre, mere dyre lån og dermed betale mindre om måneden. Det er de nuancer, der er vigtige at få frem,” understreger Mads Lustrup. 

Hvor meget kan jeg spare om måneden? 

I forhold til de variable renter er der også en masse situationer, der er helt individuelle. Skal man have rentetilpasninger hvert halve eller hele år, eller hvert 3., 5. eller 10. år?  Hvis man tager udgangspunkt i, at man selv kan vælge, er der en række faktorer, man skal kigge på. Hvor stor er ens belåning, har man efterfinansiering, og hvor stor er ens risiko i forhold til at låse renten for eksempel? 

Et typisk spørgsmål, folk stiller sig selv i forbindelse med valg omkring et variabelt lån, er, hvor meget kan jeg spare om måneden? Det er her, hvor Middelfart Sparekasse mener, man bør kigge lidt dybere. Og tænke over, hvad der sker, hvis man rammer forkert i sit valg, som for eksempel at vælge et F1 lån, og renterne så efterfølgende begynder at stige. Det kan koste én flere tusinde kroner om måneden og have stor betydning for ens økonomiske situation. 

Have en strategi klar

“Her kan det være en særdeles god ide at være godt forberedt. Vi ved ikke, hvordan udviklingen bliver, men vi kan på forhånd tage stilling til, at hvis renten enten går op eller ned, så gør jeg noget ift. mit lån. Lidt ligesom ved køb af en aktie. Hvis den stiger 10%, så sælger jeg den, ligesom jeg også sælger den, hvis den falder 10%, og så lever jeg med det udsving, der er. Skal man overføre det billede til rentemarkedet, kan man eksempelvis sige, at jeg lægger om, hvis renten går ned i 3,5%, eller hvad renten nu skal være. Hvis man på forhånd har en strategi klar, er man i hvert fald sikker på ikke at reagere for sent, hvis der sker noget, hvor man gerne vil agere og ændre sit lån. Rentestigningen for nogle år siden skete så hurtigt, at mange ikke nåede at reagere og omlægge, før end det var for sent i forhold de fordele, de gerne ville opnå. Så det kan være en god ide på forhånd at få en strategi, gerne i samarbejde med ens bank eller bankrådgiver, som man holder fast i, hvis og når der sker en udvikling i rente-niveauet,” understreger Mads Lustrup, der også tilføjer, at det kan være en ekstra god ide i disse temmelig urolige og usikre tider.

Uanset hvad ens situation er, er det altid en god ide at rådføre sig med sin bank eller bankrådgiver. For Middelfart Sparekasse er individuel rådgivning et nøgleord, og de er altid meget tilgængelige og nemme at få fat på. “Somme tider kan en overordnet snak på 5-10 minutter være en rigtig god løsning, inden man begynder på de store komplicerede udregninger. For det er vigtigt, at vi sammen med kunden finder ud af, hvad det er, vi skal regne på, og hvad kunden har brug for af relevante oplysninger. Så man er altid mere end velkommen til at kontakte os i forbindelse med ens økonomi og situation,” opfordrer afdelings-direktøren.

Vent med omlægning
Når man skal kigge på sit kreditforeningslån, bør man selvfølgelig se på, hvor meget man spare her og nu, men man bør i høj grad også se på, hvilke muligheder lånet giver én. Hvad betyder det for ens situation på lidt længere sigt? 

“Lige nu har vi en kunde, der skal i gang med en tilbygning, og som derfor skal have lagt sit lån om. Jeg sagde til dem, at de ikke bør lægge deres lån om nu og i stedet vente. De bør i hvert fald ikke lægge lånet om nu for at spare lidt penge her og nu for siden at lave et nyt lån om et halvt år. Så er vi inde på det område, der handler om, hvad der skal ske i ens liv de kommende år, når man alligevel er i gang med noget. Uanset hvad der sker, så bør man i god tid tænke over, hvad man gør, og se på, hvad der helt konkret skal ske i den næste tid. Tænk over en strategi, og hold dig til den,” siger Mads Lustrup. 

Middelfart Sparekasse Kalvebod Brygge 45 · Tlf. 76 20 05 47 · mail: mlu@midspar.dk · www.midspar.dk/kbh

Related Articles