Jeg er sådan én, der altid har fortalt historier
Som både maler, sanger, sangskriver og forfatter favner Annette Bjergfeldt adskillige kunstarter, men uanset hvad hun beskæftiger sig med, handler det om at fortælle historier. Hun har i mange år været kendt som især (grammynomineret) musiker, men på det seneste er det hendes forfatterskab, der har fyldt meget for den Østerbro-boende multikunster. Hun har foreløbig udgivet to romaner, som begge er blevet modtaget blændende af anmelderne.
Den første bog, ’Højsangen fra Palermovej’, der udkom i 2020, er blevet oversat til 19 sprog, og hendes farverige fortællinger bliver ofte sammenlignet med globale stjerneforfattere som Isabel Allende og John Irving samt filminstruktøren Wes Anderson. Hendes nye bog, ’Mr. Saitos Rejsebiograf’, er da også en magisk og sprudlende roman fyldt med en række charmerende karakterer. Den er allerede blevet en bestseller, og Mit Østerbro har taget en snak med Annette Bjergfeldt om den nye bog, hendes kreative evner og om Østerbro.
Du er er noget af en multikunstner. Hvad er det, der driver dig?
“Historiefortælling har været udgangspunktet for alt, jeg gør. Både som maler, musiker, sangskriver og forfatter. Jeg er sådan én, der altid har fortalt historier. Jeg havde egentlig aldrig tænkt, at jeg skulle være forfatter, men pludselig havde jeg skrevet tre børnebøger og en håndbog for sangskrivere, og så var en roman for voksne en naturlig ting for mig. Da jeg altid har været et skabende menneske og skrevet mine egne sangtekster igennem mange år, var min debutroman fra 2020 ’Højsangen for Palermovej’ måske i virkeligheden bare en sang, der stak lidt af. At bogen er udkommet på 19 sprog, er helt ekstraordinært for en debutroman.
Hvad handler dine bøger om?
‘Højsangen fra Palermovej’ tog udgangspunkt i min egen familie, som, lige som så mange andre familier, nok er lidt til en side. Alle de personer, som er med, er dybt originale og en smule flossede. De er farverige, følsomme, kejtede, kluntede og kunstneriske væsener. Folk med alle mulige fejl og mangler. Jeg trængte selv til at læse en roman, der tager læseren ud på en magisk rejse, langt væk fra frysedisken i Brugsen og morgentrafikken på Køgebugt motorvejen. Bogens fantastiske modtagelse gav mig blod på tanden til at skrive ’Mr. Saitos Rejsebiograf’, som altså lige er udkommet. Den handler ikke helt så meget om min egen familie og så alligevel, man tager altid noget surdej med, når man skriver en bog, tror jeg.”
Familie emigrerede til Canada
“Romanen er en kærlighedshistorie i syv bølger. Den begynder i Buenos Aires i 1910. Her møder vi pigen Lita og hendes smukke rebelske mor, Fabiola, der er tosset med sko. Lita har mere end svært ved at følge med sin mor, en ramsaltet tangodanserinde, der gør, som det passer hende. Fabiola arbejder i byens mest celebre skobutik og har en magisk evne til at sælge de dyreste sko til stjerner fra hele verden, men da Lita og Fabiola bliver nødt til at flygte i 1937, ender de på et fragtskib, der sejler dem op til den forblæste canadiske ø Upper Puffin, hvor der ikke findes meget andet end søpapegøjer og en skibsproviant med træsko og waders.
Grunden til, at jeg har valgt en canadisk ø, er, at min forfædre emigrerede til en sådan canadisk ø i 1929 under depressionen, så jeg har personligt altid elsket den ø og selv boet i Montreal på et tidspunkt. Det var sjovt og frisættende at skrive om noget, der er foregået for lang tid siden, så jeg frit kunne fabulere. Det er blevet en historie om en flok helt særlige øboere, som bor på øens sømandshjem Betlehem med de 24 værelser. Her møder Lita en døv pige, en fiskerdreng med rav i øjnene og selvfølgelig mr. Saito, der ankommer hvert forår med sin rejsebiograf, hvor han sætter hele øens fantasi i brand. Det er en sprudlende fortælling; sørgelig, sjov, alvorlig og smuk. Det er bare så dejligt, at den har fået 5 og 6-stjernede anmeldelser. Og nu hvor boghandlerne heldigvis ikke er lukket, som det var tilfældet med min første bog under corona, så er jeg ude i hele landet og promovere den, og blandt andet skal jeg snart til en bogfestival i Bulgarien. At rejse med sin bog og komme til lande, hvor den er blevet oversat, er ret fascinerende. Det er skønt at møde sine oversættere og læsere i andre lande!”
Du er både musiker, maler og forfatter, hvor kommer al den kreative energi fra?
“Jeg ved det ikke rigtig, men måske er der noget dna, der er gået videre til mig. Jeg havde en morfar, som jeg aldrig nåede at møde, men han gjorde meget de samme ting, som jeg gør i dag. Det er ikke noget, jeg har lært af resten af min familie, som overhovedet ikke er skabende. Jeg er vist bare kommet til jorden med en stærk trang til at skabe noget forvandling og alkymi. Hvis jeg hører en tone eller en overraskende sætning, så har jeg for vane at pudse dem op og lægge dem på et sølvfad i form af en sang eller en tekst. Der var en kvinde, som i forbindelse med min nye bog skrev, at hun tænker på Mr. Saito hele tiden, hvilket er fantastisk. Tænk, at man har skrevet nogle ord, som bliver båret videre af andre. Sorte tegn på et stykke papir, som bliver til billeder i læserens hoved. Det er så stort at gøre. Det er jo ikke, fordi man ikke også skriver dårlige sange eller dårlige tekster undervejs; og det er ikke bare en guddommelig inspiration, der falder ned på min tallerken, men når man arbejder med det, møder man pludselig noget uforklarligt, der ligger og glimter som små sproglige gaver.
Jeg har noget, der hedder synæstesi, som er en måde at opfatte verden på. Hvis jeg for eksempel ser et billede, hører jeg samtidig musik. Og for mig har hele alfabetet nogle farver. En tone har en farve, og en farve har en tone for mig. Synæstesi er, når man blander alle kunstarterne sammen i en stor pærevælling. Det er nok derfor, jeg har boltret mig i mange forskellige kunstarter.”
Du har boet mange steder i både Danmark og verden, men bor nu på Østerbro på 15. år. Hvad er det ved bydelen, der tiltaler dig?
“Jeg bor i Rosenvænget-kvarteret og synes, det er et smukt kvarter, hvor man kan høre fuglene synge. Jeg bor på 4. sal, og når jeg kigger ud over husene, ligner det nærmest noget fra min fars modeljernbane. Her er luft, lys, fugle i træerne, smukke huse og så selvfølgelig søerne i nærheden.”
Hvor går du hen, hvis du skal opleve noget på Østerbro?
“Skal jeg høre noget musik, er Krudttønden mit foretrukne sted. Her er plads til 150-200 mennesker, og da jeg selv har spillet her mange gange, kender jeg stedet og de mennesker, der kommer og arbejder der. Skal jeg på café, kan det være, jeg lægger vejen forbi Hans Christian’s på Odensegade eller vinbaren Beviamo på Ndr. Frihavnsgade. Bopa Plads er et skønt sted at sidde og hænge ud om sommeren Og så elsker jeg vist også bare Østerbro, fordi min mor engang boede her, da hun var purung. Min far friede til min mor på trappen til hendes klubværelse i Ringstedgade 8 i tidernes morgen, og det knytter mig endnu mere til kvarteret.”