REMA 1000 tager samfundsansvar

Af Susanne

Discount med holdning er overskriften for det arbejde med samfundsansvar, som er gennemgribende i REMA 1000. Det drejer sig bl.a. om bekæmpelse af madspild og et samarbejde med organisationen Plastic Change for at reducere brugen af plast eller genanvende det.

Grundlæggende betyder discount med holdning, at REMA 1000s varer sælges til lav pris, men med klare holdninger og krav til varernes kvalitet og indvirkninger på dyr, mennesker og miljø. Et godt eksempel på dette er deres holdning til madspild, som de er begyndt at måle i deres butikker. Butikkerne fungerer som en franchise, hvilket vil sige, at det er selvstændige købmænd, der driver butikkerne. Derfor har kæden ikke en central styring af deres madspild, men da de har forpligtiget sig til at mindske madspildet med 50% i 2030, har de fået lavet et setup, som måler på det. 

”Med udgangspunkt i det er vi i gang med at finde ud af, hvad det er, vi smider ud de forskellige steder, og hvordan vi får det reduceret i butikken. Det giver god mening rent købmands-mæssigt, for jo mindre vi smider ud, jo færre omkostninger har vi,” fortæller Anders René Jensen, indkøbs- og marketing-direktør i REMA 1000. 

Grimme grøntsager
Det største madspild sker hos kunderne, så derfor har REMA 1000 på forskellig vis forsøgt at hjælpe til med at mindske spildet – som f.eks. at produkterne har de rette størrelser, at de tilbyder opskrifter ift. brug af rester og at lave todelte emballager, så maden kan holde endnu længere. Det er eksempelvis effektivt ift. pålæg, hvor man kan have svært ved at nå at bruge det hele, inden det bliver for gammelt. ”Det  nye ift. madspild er arbejdet hos vores leverandører. Når de producerer varer, sker der noget frasortering og overskuds-produktion af varer, som de må smide ud. Det er for eksempel meget aktuelt blandt grøntsager. Her har vi de sidste par år med succes arbejdet med noget, vi kalder ’grimme grøntsager’. Det er agurker, tomater, peberfrugter og snackgulerødder fra danske gartnerier, som er frasorterede grøntsager, vi sælger i vores butikker. Selvom en agurk er krum eller en tomat har en anden størrelse end de øvrige tomater, smager de jo stadig godt. Det har kunderne taget godt imod,” siger Anders René Jensen, der understreger, at indsatsen også gælder andre varer end grøntsager. 

Samarbejder med Plastic Change
At minimere brugen af plast er også et emne højt på dagsorden hos REMA 1000: ”Vi fjerner bl.a. en masse overskydende plast og gør emballagen betydeligt mindre, hvis det er muligt. Her samarbejder vi med Plastic Change, så vi forhåbentlig kan være med til at gøre en forskel. Vi sidder med i flere forskellige fora for at finde løsninger på udfordringerne, for skal vi lykkes med det her, skal det være fælles løsninger. Eksempelvis hjælper det ikke, at vi i fødevarebranchen stiller forskellige krav om emballage til leverandørerne,” siger Anders René Jensen. Plastic Change og REMA 1000 har samarbejdet i tre år og har indtil videre aftalt at arbejde videre sammen de næste tre år, fortæller Louise Lerche-Gredal, Adm. Direktør for plastic Change: 

”Vi er blevet inviteret ret tæt ind i forretningen, og jeg er bl.a. i dialog med deres indkøbere, så jeg ved, hvad der foregår og kender de udfordringer, de står over for. De har været meget åbne i samarbejdet, og det har været dejligt, at vi er med, hvor det sker, så det ikke bare er et samarbejde på papiret og en marketingsøvelse,” siger hun.  

Lyttede med det samme
Samarbejdet startede i sin tid med, at parterne talte strategi sammen. Det handlede om, hvordan de kunne gøre tingene bedre og begrænse brugen af plast eller genbruge det bedst muligt. Derfor var Plastic Change igennem alle kædens produktkategorier for at se, hvor de kunne sætte ind. Her kiggede de bl.a. på frugt- og grøntområdet, hvor det gælder om at finde en balance, så maden kan holde sig mest muligt frisk, og man samtidig mindsker brugen af plast, forklarer Louise Lerche-Gredal. 

”Et andet område var engangsprodukterne af plast, som vi foreslog, de droppede og i stedet brugte noget, der er genanvendeligt. Det gjorde REMA 1000, selv om de kunne blive økonomisk udfordret med tiltaget. Men de lyttede med det samme, hvilket vi synes var modigt. Nu skal vi se på, hvad de kan gøre i de kommende år, hvor vi gerne vil bringe REMA 1000 i front i forhold til, hvad der sker i udlandet, hvor der sker rigtig meget på supermarkedsområdet. Som f.eks. genopfyldning af alle mulige produkter, hvor man har nogle emballager, man fylder op igen og igen. Mange steder ser man såkaldte genopfyldningsstationer dukke op, hvor man får nødder, mel osv. i genopfyldningsemballager. Der er også andre ting på programmet, men lige på det her område er der en masse cases fra udlandet, som kan inspirere og flytte på tingenes tilstand, forklarer Louise Lerche-Gredal”. 

Vi lægger stor vægt på, at vi kan være med til at skubbe på udviklingen, siger Louise Lerche-Gredal fra Plastic Change. 


REMA 
Se mere på ansvarlighed.rema1000.dk
og madspild.rema1000.dk

Related Articles