Julie R. Ølgaard er en viljestærk skuespiller og instruktør, der som 18-årig tog til en teaterskole i Los Angeles for at udleve sine store drømme. Hun blev først kendt herhjemme med gyseren Midsommer samt film som Råzone og Headhunters.
Siden blev hun blandt andet instruktør og har sammen med Esben Tønnesen instrueret thrillerne Englemageren og senest Dobbeltspil, hvor hun også spiller en stor rolle. Julie R. Ølgaard har desuden været med til at skrive manuskriptet til begge film.
Dobbeltspil må være en film, der ligger dig meget på sinde. Du fik idéen til filmen, har været med til at skrive manuskriptet, spiller en af de markante roller i thrilleren og har sammen med Esben Tønnesen instrueret den. Hvad handler filmen om?
”I bund og grund handler filmen om Clara, spillet af Neel Rønholt. Hun lever udadtil det perfekte liv med den perfekte kæreste og tror, at hun har livet foran sig, og at alt er præcis, som det skal være. Men en dag støder hun tilfældigt ind i Katrine på gaden. De finder ud af, at de begge er i et forhold med den samme mand. Filmen kunne egentlig slutte der, hvis vi mennesker altid reagerede fornuftigt og efter bogen. Så ville de gå hver til sit og beslutte, at de ikke skulle være sammen med ham længere. Men sådan fungerer mennesker jo ikke. Vi har alle sammen vores snørklede hjerner, fortæller små hvide løgne og laver benspænd for os selv. Derfor slutter historien ikke der. Den handler i høj grad om, hvad man gør, og hvordan man håndterer sådan et svigt.”
Portrættere ægte mennesker
”Historien har virkelig været vigtig for os. Vi har blandt andet haft en organisation, der hjælper kvinder, som har været udsat for vold, inde over manuskriptet, fordi vi gerne ville portrættere ægte kvinder. Vi ville ikke lave en offerhistorie, hvor det bare handler om, at det er synd for kvinderne, og at mænd er onde. Vi ville gerne prøve at forstå, hvilke kvinder det her sker for. Og det interessante er, at der ikke er én bestemt type kvinde, som bliver udsat for det. Det kan ske for alle slags kvinder. Det har været enormt vigtigt for os at få frem.”
”Derfor er de to kvinder også meget forskellige. Når man laver fiktion, skal man være tydelig med, hvem karaktererne er, og hvorfor de handler, som de gør. Alle scener i en film har jo en betydning og en grund. Clara kommer fra en god familie. Hun har en god karriere og har styr på sit liv, men hun har også nogle skeletter i skabet, som man finder ud af hen ad vejen. Katrine er derimod mere rodløs og har en helt anden tilgang til livet. Manden har også behandlet dem meget forskelligt. Han har eksempelvis ghostet og love-bombet dem på forskellige tidspunkter. Derfor bliver deres måde at håndtere svigtet også meget forskellig, og det har været vigtigt for os at portrættere.”
”Det skulle være ægte kvinder. Der er ikke nogen i vores film, som er fejlfri. De er hele mennesker, og de laver også fejl og træffer nogle dumme valg. Det var sindssygt vigtigt for os, at de ikke bare blev karakterer, men mennesker, man kan genkende.”
Idé til film for 15 år siden
”Det er faktisk, en idé, jeg fik for 15 år siden. Dengang begyndte jeg at skrive på den, men dengang blev den ikke til det, jeg gerne ville have. Så har jeg ligesom haft den liggende, og den er flere gange dukket op til overfladen igen. Hver gang har jeg tænkt: Er det nu, den skal ske? Er det nu? Og så på et tidspunkt, efter Englemageren, tænkte jeg pludselig: Nu ved jeg, hvad vi skal.”
”Så fik jeg nogen til at læse manuskriptet, og selvfølgelig var der en masse ting, der ikke længere fungerede. Folk var nærmest ikke på internettet dengang, og der er sket enormt meget med teknologien og mobiltelefonerne på 15 år. Så tog vi fat i Christian Gamst Miller-Harris, der er manuskriptfor-fatter. Det er jo svært at skrive oven på et eksisterende manuskript, men det gjorde han, og sammen har Esben, Christian og jeg gjort historien til vores egen. Vi har haft et virkelig fedt samarbejde!”
Var der en bestemt oplevelse i dit liv, som inspirerede dig til historien?
”Ja. Der var faktisk en fyr, der gik nogle klasser over mig i folkeskolen. Da vi var i 20’erne, hørte jeg en dag, at han levede et dobbeltliv. Han havde haft to kærester i København. Det første, jeg tænkte, var: What? Hvordan kan man overhovedet gøre det i København? Det er jo ikke en særlig stor by. Hvordan får man det til at fungere? Det fik mig til at tænke over, hvilken type menneske der kan finde på at leve sådan et liv. Og han var faktisk et ret godt eksempel, fordi alle vidste, hvem han var, men måske var der ikke rigtig nogen, der kendte ham. Jeg er sikker på, at der ikke var nogen, der var rigtig tæt på ham. Det førte til, at jeg funderede over, hvordan jeg selv ville reagere, hvis det var sket for mig.”
Tænkte først på hævn
”Det første, jeg tænkte, var selvfølgelig hævn. Det var i mine 20’ere, og jeg er blevet lidt klogere siden. Men det var dér, idéen udsprang fra. Siden har vi skrevet en milliard versioner af historien. I dag handler filmen ikke så meget om hævn, men mere om, hvad der sker med et menneske, når man bliver bedraget på den måde. Når alt det, man tror på, og alt det, man troede, man havde og kendte, bliver revet væk. Hvad gør det ved ens forhold til andre mennesker? Og hvad gør det ved ens forhold til verden? Der er virkelig mange interessante aspekter i det.”
Du spiller selv med i filmen og instruerer samtidig. Hvorfor har du valgt den vej?
”Jeg elsker at være skuespiller, og det gør jeg stadig. Jeg bilder mig måske også ind, at jeg bliver en bedre instruktør af at være skuespiller og en bedre skuespiller af at være instruktør. Jeg har altid interesseret mig enormt meget for alt, hvad der foregår på et filmset. I mine pauser – og der er jo mange pauser på et set, som du ved – har jeg altid stået og snakket med lysfolkene og lydfolkene og prøvet at forstå, hvilken optik fotografen brugte og alle de andre detaljer.”
”For mange år siden tog jeg nogle instruktørkurser i USA. Egentlig troede jeg, at det bare skulle være en interesse, jeg kunne bruge i mit skuespil, men jeg begyndte at interessere mig mere og mere for selve det at instruere. Så begyndte jeg også at instruere nogle kortfilm. Og jeg har fundet ud af, at der ikke er så langt fra tanke til handling hos mig.”
Nu skal jeg lave en film
”I 2021 begyndte jeg pludselig at tænke: Nu skal jeg lave en film. Da jeg har en stor kærlighed til thrillere og den slags genrer, kunne jeg mærke, at det var sådan en film, jeg virkelig gerne ville lave. En film, hvor det visuelle spiller en stor rolle, men hvor der også er et psykologisk spil og en interesse for det menneskelige sind. Derfor føltes det som en meget naturlig fortsættelse for mig. Samtidig ville jeg gerne lave noget lidt mere mainstream og bredt, som mange mennesker kan relatere til. Og så synes jeg, det er spændende, hvordan man kan projicere noget af vores største frygt ind i en film.”
Du virker som et meget handlekraftigt menneske. Når du først beslutter dig for noget, så gør du det. Var det også sådan, da du som 18-årig besluttede dig for at blive skuespiller og rejse til USA?
”Når jeg først beslutter mig for, at der skal ske noget, så skal det ske. Men jeg er ikke et menneske, der tror, at tingene bare sker, fordi man kan se dem for sig. Jeg arbejder benhårdt for det. Jeg elsker at arbejde hårdt. Jeg synes, der er noget enormt forløsende ved at arbejde hårdt over tid, især når man omgiver sig med dygtige mennesker. Det synes jeg er både inspirerende og lærerigt. Og jeg elsker at lære. Jeg tror ikke, jeg er så bange for, hvad der kan gå galt. Jeg tænker ikke så meget over det, for der er jo ingen grund til kun at fokusere på, hvad der kan gå galt. Hvorfor skulle det ikke også kunne gå godt? Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke har fået rigtig mange slag over nallerne. Jeg har oplevet masser af modgang. Men jeg tror måske, jeg er blevet bedre til at ryste det af mig end mange andre. Selvfølgelig kan jeg blive presset og være i sindssygt dårligt humør, når noget går galt. Jeg kan blive rasende og alle de der ting.”
”Men jeg gider simpelthen ikke vågne op dagen efter og stadig have det sådan. Sådan har jeg egentlig altid været, når jeg kigger tilbage. Også med kærester og den slags. Jeg kan crashe fuldstændigt, blive virkelig ked af det og rasende. Men så er jeg også god til at komme videre.”
Bokser i 20 år
Du har prøvet mange ting i dit liv og er virkelig alsidig, men jeg blev noget overrasket, da jeg læste, at du har bokset i mange år og endda spillet en rolle som bokser i serien Sommerdahl?
”Det er vildt sjovt. Jeg begyndte at bokse, da jeg var meget ung, og det har virkelig betydet meget for mig. Jeg elsker det. Det handler ikke kun om det fysiske. Du kan ikke være bokser uden at være til stede i det, du laver. Hvis du er ukoncentreret bare ét sekund i en boksering, så får du en afregning ved kasse 1.”
”Det har jeg også lært at bruge i mit arbejde. Når jeg sidder til et møde med folk, er jeg til stede i det møde. Jeg sidder ikke og tænker på alt muligt andet. Når jeg er på en optagelse, er jeg på optagelse. Så tænker jeg ikke på alt muligt andet. Og det prøver jeg også at være derhjemme, når jeg er sammen med mine børn. Jeg prøver at være sammen med dem og ikke tænke på alt det, vi skal nå bagefter. Det lykkes selvfølgelig ikke altid. Men jeg prøver virkelig. Jeg har lært af boksningen at være til stede i det, jeg laver. Tingene bliver bare meget federe, når man er til stede.”
Teater N.I.P.S. med veninderne
Du er også aktiv i teaterverdenen og har blandt andet arbejdet sammen med Neel Rønholt og Laura Christensen i teatersamarbejdet Teater N.I.P.S. Kan du fortælle lidt om det?
”Vi startede med det i 2005. N.I.P.S. står for Nye Impulser På Scenen. Vi ville gerne gøre lidt oprør og prøve at tænke teater på en anden måde. Vi ville blandt andet gerne tiltrække flere unge mennesker til teatret. Derfor lavede vi nogle forestillinger, der var lidt anderledes, og som vi spillede i foyeren på Østre Gasværk Teater. Vi ville gerne lave noget, der var lidt mere rock’n’roll. Vi stod selv for det hele – vi fik blandt andet lavet plakater og sørgede for at få dem hængt op rundt omkring i byen. Det var meget gør-det-selv. Det var virkelig sjovt, og det lykkedes faktisk for os at få rigtig mange unge mennesker i teatret. Det var virkelig fedt.”
”Senere lavede vi også Nipskanalen, som blev vist på skærm. Det var faktisk en af de første danske YouTube-kanaler, hvor vi lavede fiktion til YouTube. Det var tilbage omkring 2017. Vi lavede tre meget karikerede karakterer, som var bygget op omkring alle de rygter, vi havde hørt om os selv, og den måde folk opfattede os på – eller troede, de kendte os. Så skruede vi bare helt op for det.”
”Vi lavede tre karakterer, som lige var blevet mødre, ligesom vi selv var på det tidspunkt. Det handlede om alle de vanvittige ting, man pludselig skal jonglere med som skuespiller med en karriere, samtidig med at man lige har fået børn og alt det, der følger med. Det var en fuldstændig vanvittig tid, men også virkelig sjovt. Vi har lavet meget sammen og skabt meget sammen gennem årene. Derfor betyder det også ekstra meget for mig at lave den her film sammen med dem,” slutter Julie R. Ølgaard, som selvfølgelig har gang i en masse spændende projekter, som vi glæder os til at opleve.